Hjulmand: Kollektivets sejr

Kategorier


Tobias Mikkelsen scorede for anden kamp i træk et flot mål. Her træfferen i sidste hjemmekamp mod Lyngby. (Foto: Boesenfoto.dk)

Hjulmand: Kollektivets sejr

FC Nordsjællands Cheftræner roser alle mand for en fantastisk holdindsats.

Det er meget længe siden, at FCN har slået AaB i Superligaen, og når det så oven i købet sker i Aalborg, hvor nordjyderne ellers hidtil i sæsonen har haft en urørlig bastion, gør det bare glæden endnu større for FCN. Det var FC Nordsjællands første udesejr i denne sæson, og Cheftræner Kasper Hjulmand er især glad for måden, den kom i hus på: – Det var virkelig en holdindsats. Kollektivet sejrede i den her kamp, hvor hele holdet fungerede sammen, så alle mand forsvarede og alle mand angreb. Det er sådan, vi gerne vil spille. – Jeg synes også, at vores sejr var helt fortjent. Jeg tror, statistikken viste 11-5 i målchancer i vort favør, og jeg synes, vi kontrollerede spillet det meste af tiden. Vi havde god kontrol på kampen i over en time, men efter deres udligning var der lige et kvarter, hvor vi måtte arbejde ekstra hårdt på at genskabe strukturen på holdet. – AaB har vundet sine hidtidige hjemmekampe på et energifyldt spil, og vi vidste, vi skulle have vores opbygningsspil til at fungere, for at pille energien ud af dem. Jeg vil gerne rose alle mand for at have modet til at holde fast i bolden og spille fodbold, siger Kasper Hjulmand, der lovpriser holdindsatsen og glæder sig over en lovende kamp af Patrick Mtiliga i sin første Superligaoptræden. – Patrick fik vist, at ham skal vi nok få en masse glæde af, når han kommer helt i topform, men ros til alle mand i dag, både dem, der startede inde og dem, der kom ind. Sådan skal det være, siger Kasper Hjulmand. Anfører Nicolai Stokholm lignede ikke en mand på 35 år, da han jublende løb rundt som en glad dreng efter sidste fløjt og modtog alle kammeraternes hyldest for sin fantastiske træffer. Sådan bliver man ti år yngre på et splitsekund, og han havde kun ros til den ellers lidt specielle bold, der spilles med i Aalborg: – Den bold er da god nok. Også lidt ros til støvlen,  jokede FCN-anføreren bagefter foran TV-kameraerne. – Vi leverede en god kamp. Vores bedste udebanekamp i denne sæson. Det var os, der havde teten, det meste af tiden, og vi holder godt fast i bolden. Vi laver et flot mål til 1-0, mens de får udlignet på et kludemål. Det gav naturligvis AaB lidt luft, men heldigvis kom vi igen. – Det var så vigtigt med det mål til sidst og sejren, for nu har vi fået skabt et godt hul til nedrykningsstregen, siger Nicolai Stokholm.