Fuldt hus for FCN i de tre Ligaer

Kategorier


Det har været en jubel-weekend for FCN (Foto: Boesenforo.dk)

Fuldt hus for FCN i de tre Ligaer

For første gang nogensinde var der sejr til FCN for både Superligaholdet, U/19 og U/17 Liga i samme weekend

FC Nordsjælland imponerede i søndagens Superligakamp i Aalborg og sejrede fuldt fortjent med 2-1. Dermed fulgte klubbens flagskib i dansk topfodbold flot op på den kurs, både U/19 og U/17 udstak allerede dagen før, begge med sejre på 3-1 i lokalopgørene mod Lyngby. Det blev således den første weekend nogensinde med fuldt hus til alle tre Ligamandskaber i FC Nordsjælland. – Vi har før snakket om, at det ville vi gerne prøve. Og nu kom altså den perfekte weekend, hvor det lykkedes at få tre sejre. Dem skal vi have nogle flere af, siger Cheftræner Kasper Hjulmand, der så U-holdenes kampe lørdag, før Superligaholdet selv tog på togt til Aalborg søndag. Kasper Hjulmands fokus lige nu er naturligvis at fortsætte den stabile udvikling med Superligaholdet, der i udekampen mod AaB tog hul på det, man betegner som anden periode frem til næste landskamppause: – Vi har netop evalueret på indsatsen efter syv kampe i Superligaen frem til lukningen af transfervinduet og den første landskamppause, og så ser vi de næste fire kampe som et samlet forløb, men fortsat kun med fokus på én kamp af gangen. Vi kom godt i gang med en udesejr. Den fik vi ikke i de første syv kampe, men denne gang fik vi resultatet, og det betyder meget. – Nu gælder det så søndagens møde med Brøndby i Farum Park. Alle kampe er så tætte, at vi skal arbejde hårdt på at tippe de små procent i vores favør i hver enkelt kamp. Og kampen mod Brøndby ser jeg som lidt af en manddomsprøve for os, siger Kasper Hjulmand. – Det er en manddomsprøve på, om vi er det rigtige sted med holdet. Vi kommer op mod et stærkt Brøndby-hold, der har fået tilført en ny klassespiller i Dennis Rommedahl og også lige har fået Femi. Det bliver en sjov kamp, som vi ser frem til. Rommedahl giver Brøndby et ekstra våben, men vi vil gøre alt for at slå dem, og jeg har en god fornemmelse, fastslår Kasper Hjulmand. FC Nordsjælland har ikke tabt 10 kampe i træk i Farum Park, og den statistik vil FCN gøre alt for at udbygge og dermed fastholde positionen i Superligaen. Det kan blive et brag af en kamp på søndag kl. 16.