Truppen til Sporting

Kategorier


Kasper Hjulmand er fortsat ubesejret i Farum Park som Cheftræner for FCN. (Foto: Boesenfoto.dk)

Truppen til Sporting

FC Nordsjællands trænerteam har udtaget de 19 mand, der skal forsøge at levere en europæisk overraskelse, når Sporting CP fra Lissabon kommer forbi Farum Park torsdag kl. 20.00.

Der er mulighed for revanche, når FC Nordsjælland torsdag aften tager imod Sporting CP fra Lissabon. Sidste år stod tigrene nemlig over for præcis den samme forhindring i kvalifikationen til Europa League, og efter to tætte kampe blev det portugisiske storhold stopklods for drømmen om et europæisk gruppespil i Nordsjælland. Netop erfaringerne fra sidste sæson er dog det, som kan være med til at ændre på udfaldet i denne omgang. – Sidste års kampe mod Sporting kan give os troen på, at det kan lade sig gøre at besejre dem. Vi ved, vi er underdogs, men vi ved også, at vi rystede dem sidste år. Vi har en drøm om, som lille klub i Europa, at vi kan komme i et europæisk gruppespil. Vi ved godt, procenterne ikke er med os i forhold til at slå Sporting ud, men drømmen lever, og hele klubben kan få en fantastisk oplevelse, hvis det lykkes. Så vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få den drøm til at gå i opfyldelse, siger Kasper Hjulmand. Sporting CP har udviklet spillere som Luis Figo, Cristiano Ronaldo og Nani, og har til den nye sæson købt forstærkninger i både Barcelona og Sevilla. Generelt står klubben for offensiv og boldbesiddende fodbold. Derfor kan der vente en god fodboldkamp torsdag aften, når tigrene tager imod de fornemme gæster. Dog helst med et andet udfald end det uheldige 0-1 nederlag fra sidste år. – Det er en fornøjelse at se på Sporting spille. De har fået en ny træner, der kommer til med voldsom succes i bagagen. Sidste år nåede han finalen i Europa League med et meget offensivt indstillet hold fra Braga. Og i Sporting har han spillere med topkvalitet, der kan udføre hans idéer. Vi vil også forsøge at spille vores sædvanlige spil, så objektivt set kan det blive en rigtig god fodboldkamp at kigge på i Farum Park, siger Cheftræner Hjulmand. FC Nordsjællands trup er skadefri, og derfor har trænerteamet kunne vælge på alle hylder bortset fra Patrick Mtiliga, der fortsat ikke har nået kampformen. FC Nordsjællands trup til Europa League play-off kamp mod Sporting CP torsdag kl. 20.00 i Farum Park: 1.Jesper Hansen (M), 2. Jores Okore, 4. Henrik Kildentoft, 5. Andreas Bjelland, 6. Enock Adu, 7. Nicolai Stokholm, 9. Tobias Mikkelsen, 10. Mikkel Beckmann, 12. Rawez Lawan, 17. Søren Christensen, 18. Michael Parkhurst, 19. Mark Gundelach, 20. Matti Lund Nielsen, 22. Andreas Laudrup, 23. Mathias Nielsen, 24. Andreas Granskov, 25. David Jensen (M), 27. Seejou King, 28. Nichlas Rohde. Har du endnu ikke sikret dig billet til kampen, kan det nåes i morgen torsdag i timerne op til kampen. FCN shoppen har åbent for billetsalg fra kl. 15.00 og frem til kampstart.