Stokholm: Vi skal være skarpe

Kategorier

Stokholm: Vi skal være skarpe

Det gælder om at udnytte de chancer, der kommer, og få et godt udgangspunkt til returen, fastslår anfører Nicolai Stokholm før kampen mod Sporting i Farum Park i aften kl. 20.00

– Jeg ser kampen i aften som en spændende udfordring, for vi møder et stærkt portugisisk mandskab. De er måske endnu stærkere end for et år siden, men vi glæder os til kampen og tror på det. Sådan siger FC Nordsjællands anfører Nicolai Stokholm før aftenens kamp kl. 20.00 i Farum Park mod Sporting CP fra Lissabon. Det første møde mellem de to klubber om billet til det forjættede land, gruppespillet i Europa League. – Det vigtigste i aften er at få et godt udgangspunkt. Så kan alt ske i Lissabon, det ved vi fra sidste år, hvor vi var meget tæt på at slå dem ud. Der vil blive muligheder for os i løbet af kampen, og dem skal vi være skarpe på og udnytte. Det kræver både held og dygtighed. – Selvfølgelig går man altid efter at vinde på hjemmebane, men med den effekt udebanemål har i de internationale kampe, er det også ekstremt vigtigt ikke at spille naivt for at score. Holder man nullet på hjemmebane, vil der altid være en mulighed i returen, så vi skal ikke åbne unødigt op i jagten på et mål, siger Nicolai Stokholm. Han og resten af FCN-spillerne håber på stor publikumsopbakning, for hjemmebanestatistikken er efterhånden rigtig flot. Faktisk har FC Nordsjælland ikke tabt i Farum Park siden kampen mod FCK 17. april. Siden da har FCN spillet otte kampe i træk uden nederlag foran eget publikum. FCN sluttede foråret med to sejre og to uafgjorte kampe i Superligaen, samt en vunden pokalsemifinale over Randers. I den nye sæson har FCN fulgt den gode stime op med en uafgjort kamp og to sejre, altså otte kampe i træk i Farum Park uden nederlag. De to seneste sejre er kommet i hus på en god udnyttelse af chancerne, og netop det kan blive meget vigtigt igen mod Sporting CP:
– Skarpheden fra de to seneste kampe skal vi tage med os til mødet med portugiserne. Det gælder om at udnytte de chancer, der kommer, og få et godt udgangspunkt til returen, men vi skal ikke give Sporting de chancer, vi har givet Silkeborg og HB Køge, for så går det galt. – Det er meget vigtigt med en god hjemmebane, hvor vi laver de resultater, vi alle gerne vil, og det er glædeligt, at det er ved at lykkes. Den statistik skal vi tage med os og gerne udbygge, fastslår Nicolai Stokholm. Har du endnu ikke sikret dig billet, kan det nåes i dag i timerne op til kampen. FCN shoppen har åbent for billetsalg fra kl. 15.00 og frem til kampstart.