Kevin Stuhr træner med

Kategorier


Kevin Stuhr Ellegaard deltog sammen med Jesper Hansen i dagens målmandstræning, styret af John Bredal.

Kevin Stuhr træner med

Den tidligere FC Nordsjælland målmand træner med i sin gamle klub for at holde formen ved lige, mens han er klubløs.

De lidt mere rutinerede FCN-fans kunne møde et velkendt ansigt til træningen ved Farum Park torsdag formiddag. For her trænede Kevin Stuhr Ellegaard med, selv om det er over 10 år siden, han sidst vogtede målet for FC Nordsjællands moderklub Farum BK. Den lange målmand har nemlig fået lov til at træne med og holde sig i gang efter kontrakten med hollandske Heerenveen udløb, og Stuhr Ellegaard fortsat ikke har fundet sig en ny klub i udlandet. – Jeg er meget taknemmelig overfor FC Nordsjælland, fordi det kunne lade sig gøre at være med i træningen heroppe, selv om de har et stramt program for tiden med både Superliga og europæiske kampe. Jeg har brug for at holde mig i gang, så jeg kan være skarp, når den rigtige mulighed kommer i forhold til min fremtid, og derfor er det her en fantastisk løsning for mig, siger Kevin Stuhr Ellegaard. Den 28-årige målmand satser på at fortsætte karrieren i udlandet, men indtil da holdes formen altså ved lige i den klub, hvor Stuhr Ellegaard for alvor slog igennem som talentfuld ung målmand. I 2002 blev han én af de første i en senere lang række spillere, som FCN har solgt til udlandet, da mægtige Manchester City og Manager Kevin Keegan købte målmanden til engelsk fodbold. Selv om det er 10 år siden han forlod Farum Park, så følte Ellegaard sig ikke som en fremmed efter torsdagens træning i FC Nordsjælland. – Mange af de mennesker omkring klubben, som jeg har mødt i dag, kunne jeg genkende og hilse på, og det giver en god fornemmelse. Jeg kan allerede mærke at klubben, og hele det setup der er omkring Superligaholdet, har rykket sig meget siden jeg var her sidst. Da jeg forlod stedet her, var det en klub i rivende udvikling, og det synes jeg egentlig, stadig det er. Så jeg nyder at være her, mens jeg finder ud af, hvor min karriere skal fortsætte henne.