FCN tæt på medalje ved Milk Cup

Kategorier

– Drengene har lært en masse, siger U/17 Cheftræner Sune Jensen.

FCN tæt på medalje i Milk Cup

FC Nordsjællands U/16 hold tabte 1-3 i bronzekampen i den store internationale turnering i Nordirland

Efter en flot indledende pulje med to sejre og én uafgjort kamp var FC Nordsjællands U/16 hold som gruppevinder fredag klar til at spille semifinale ved den store internationale turnering Milk Cup i Nordirland. Modstanderen var det stærke mexicanske hold fra Cruz Azul, der dominerede 1. halvleg, hvor FCN efter en lidt tam indsats kunne være godt tilfredse med kun at være bagud 0-1. Men efter pausen rejste FCN-drengene sig flot og gav mexicanerne kamp til stregen. Det lykkedes også FCN at skabe tre pæne målchancer, men desværre ikke den udligning, der skulle til. FCN tabte 0-1 til Cruz Azul og gik glip af finalen, men FCN spillede i stedet sin afsluttende kamp i turneringen om en bronzemedalje mod Ipswich. FCN gik benhårdt efter bronzen og kom også vældig godt igang mod det engelske hold med en hurtig føring. Det meste af 1. halvleg holdt FCN 1-0 føringen, men en misforståelse kostede en udligning før pausen, og da FC Nordsjællands drenge i 2. halvleg lavede en grim fejl i opbygningsspillet, kom Ipswich for let foran på en friløber. Så måtte FCN satse alt mod kampens slutning, og det gav bagslag med endnu et engelsk mål kort før tid til 3-1. FC Nordsjællands U/17 Cheftræner Sune Jensen, der stod for U/16 mandskabet i Milk Cup, er dog ganske tilfreds med indsatsen, selv om alle gerne ville have haft en medalje med hjem: – Drengene har lært en masse af at være afsted til sådan en stor turnering, og de er blevet mange erfaringer rigere. Det er noget, som jeg håber, de tager med hjem og bruger. Og forhåbentlig kommer vi igen til Milk Cup næste år og tager guldet, siger Sune Jensen.