FCN møder igen Sporting CP fra Lissabon

Kategorier


Sportings publikum kommer igen til at sætte præg på Farum Park torsdag 18. august.

FCN møder igen Sporting CP fra Lissabon

FC Nordsjælland får chancen for revanche fra sidste års turnering mod det portugisiske storhold, der gæster Farum Park i det første indbyrdes opgør torsdag 18. august.

Det lignede skæbnens ironi, da FC Nordsjælland i dagens lodtrækning til play off runden i Europs League trak det portugisiske storhold Sporting Club fra Lissabon som modstander. Akkurat som i sidste års Europa League. Her var FCN tæt på at skabe sensationen. Efter et lidt uheldigt 0-1 nederlag i Farum Park, skabte de nordsjællandske tigre højspænding i slutfasen i returkampen i Lissabon med en udligning til 1-1 med ti minutter igen. FCN satsede naturligvis til allersidst hele butikken på den afgørende udebanetræffer, men det blev i stedet hjememholdet, der i overtiden fik sejrsmålet på en kontra. FCN-keeper Jesper Hansen husker tydeligt de to kampe: – Det er en svær lodtrækning. Mange af os havde håbet på Glasgow Rangers, men sådan blev det altså ikke. Nu er det Sporting igen, som vi spillede to gode kampe mod for et år siden. Og vi var ganske tæt på at gå videre. Jeg husker et stolpeskud kort før tid ved stillingen 1-1. – Nu må vi bruge de to kampe og erfaringerne fra dem til at forsøge at gå det sidste stykke. Jeg ved, at de har fået nogle forstærkninger, så det bliver ikke lettere i år, og vi skal ramme mindst samme niveau som sidste år for at matche dem. Men vi ved også, hvad vi går ind til, og at det kan lade sig gøre, siger Jesper Hansen. Cheftræner Kasper Hjulmand har denne kommentar til lodtrækningen: – Nu er vi noteret for, at det er Sporting, vi skal møde i Europa League, og så drejer det sig ellers om Silkeborg i Superligaen på søndag. Det er det, der betyder noget lige nu. – Vi kender dem fra sidst, og jeg ved, hvad der er sket dernede. Det holder vi styr på til den tid og koncentrerer os helt om opgaven mod Silkeborg, siger Kasper Hjulmand. FCN kom først op af bowlen og har således hjemmebane i første opgør torsdag 18. august, mens returen spilles i Lissabon ugen efter.