FCN fejede Lyngby ud af banen med 4-0

Kategorier


Mikkel Beckmann fik scoret sit første mål for FC Norfdsjælland. (Foto: Boesenfoto.dk)

FCN fejede Lyngby ud af banen med 4-0

FC Nordsjællands spillere leverede en pragtkamp og holdt til tider nærmest legestue med lokalrivalerne fra Lyngby

Det var hæl og tå, når der var plads til det, men det var først og fremmest effektivt, det FCN leverede i lokalopgøret mod Lyngby. 4-0 viste måltavlen til FCN ved dommerens sidste fløjt, og den sejr var ikke et mål for stor. FCN kontrollerede kampen fra først til sidst og skabte utallige målchancer, mens Lyngby konsekvent blev afvist af det velspillende FCN-forsvar. Der var ingen bid i gæsterne, mens FCN nærmest skar sig igennem Lyngbys forsvar som en kniv gennem et stykke smør, der har stået to timer på et dansk frokostbord en højsommerdag. I 1. halvleg fik FCN desværre ikke udnyttet sine chancer efter fortjeneste, og 1-0 føringen ved pausen var for lille efter spil og chancer. Så kunne man som FCN-tilhænger frygte en vending af kampen efter pausen, men sådan gik det slet ikke. FCN fortsatte sit bevægelige, boldsikre spil, der på dagen også var særdeles direkte mod Lyngby-målet. Derfor var 2. halvleg bare en fortsættelse af opvisningen, og efter scoringerne til både 2-0 og 3-0 blev der også plads til lidt legestue. Mod kampens slutning koncentrerede FCN sig dog om at holde forsvaret stabilt, og Lyngby fik lov at røre bolden i længere tid af gangen. Alligevel sad man blot og ventede på nye skarpe modangreb, og få minutter før tid fik Mikkel Beckmann lov at sætte et flot punktum til 4-0med sit første mål i FCN-trøjen, da han helt fritspillet elegant løftede bolden over den fremstormende Rune Pedersen i Lyngby-målet. Den kasse var en udstilling af klasseforskellen mellem de to mandskaber i den kamp. Og for FCN var det en dejlig manifestation af, at Farum Park er blevet en fæstning, som gæsterne ikke skal regne med at få noget med hjem fra. Det var 10. hjemmekamp i træk uden nederlag for FC Nordsjælland. Det er imponerende. Straks fra første fløjt så man viljen hos FCN, der spillede bolden flot rundt. Det gav en kæmpe chance til Tobias Mikkelsen efter ti minutter, men helt fritspillet af Michael Parkhurst skød Mikkelsen i sidenettet. Tobias Mikkelsen tog dog en grundig revanche to minutter senere, da han behandlede en lang præcis fremlægning efter fortjeneste. Tobias Mikkelsen tog bolden ned med brystet og drejede sig elegant fri af sin direkte oppasser, skar ind midt foran mål og hamrede bolden i kassen via indersiden af stolpen. Et pragtmål. Andreas Granskov havde muligheden for at øge lidt senere på oplæg fra Beckman, og derefter fulgte en række halve chancer og nærgående hovedstød fra henholdsvis Nicolai Stokholm og Andreas Bjelland, der søgte med frem ved alle dødboldsituationer. Lyngby havde stort set ingenting at byde på, bortset fra en gratis skudchance til Patrick Mortensen efter en fejl i FCN.forsvaret, men den snuppede Jesper Hansen i sikker stil. Kort før pausen havde storspillende Søren Christensen en åben chance efter bandespil med Granskov, men målmanden fik reflekspareret, så holdene gik til pause med 1-0 på tavlen. 2. halvleg var kun syv minutter gammel, da FCN satte den afgørende trumf ind. Andreas Granskov kom først på indlægget fra Michael Parkhurst og fik lige akkurat drejet bolden i mål til 2-0. Godt opspil og et rigtigt forward-mål. Herefter var der ensrettet trafik i en periode, hvor FCN nærmest holdt legestue. Det gav bonus til 3-0 i det 63. minut, da Tobias Mikkelsen serverede fra baglinjen. Rawez Lawan fik ikke træf på bolden, men så stod Andreas Laudrup klar og rystede de sidste regndråber af netmaskerne bag Rune Pedersen. I det 87. minut drejede indskiftede Christian Gytkjær smart omkring sig selv med et ballettrin, og sendte Mikkel Beckmann blank for mål på en friløber. Og Beckmann havde frækhed nok til sparke dybt, så bolden gik i en blød bue over Rune Pedersen og i mål til 4-0. Dermed holder FCN fast i den bedste halvdel af Superligaen og kan efter den kommende landsholdspause arbejde videre på at etablere sig i den ende af rækken. Indsatsen mod Lyngby lover godt for fremtiden.  7. runde 28. aug. 2011 FCN-Lyngby 4-0 (1-0 )
Mål:
12. minut: 1-0 Tobias Mikkelsen, assist Søren Christensen
52. minut: 2-0 Andreas Granskov, assist Michael Parkhurst
63. Minut: 3-0 Andreas Laudrup, assist Tobias Mikkelsen
87. minut: 4-0 Mikkel Beckmann, assist Christian Gytkjær
Tilskuere: 3.578
Dommer: Kenn Hansen
Advarsler: Mikkel Beckmann, FCN, og Jeppe Brandrup, Lyngby.
Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
2 Jores Okore
5 Andreas Bjelland
7 Nicolai Stokholm
9 Tobias Mikkelsen (ind i 84. minut 20 Matti Lund Nielsen)
10 Mikkel Beckmann
17 Søren Christensen 
18 Michael Parkhurst
19 Mark Gundelach
22 Andreas Laudrup (ind i 80. minut 21 Christian Gytkjær)
24 Andreas Granskov (ind i 62. minut 12 Rawez Lawan)
På bænken uden at komme ind:
25 David Jensen
23 Mathias Nielsen
28 Nichlas Rohde
30 Lasse Petry