Energimål af Granskov skabte spænding

Kategorier


Andreas Granskov scorede et rigtigt energimål, men det rakte ikke til point i Herning. (Foto: Boesenfoto.dk)

Energimål af Granskov skabte spænding

FC Nordsjælland havde det svært i 1. halvleg på den jyske hede og kom bagud med to mål. Efter pausen fandt tigrene nye ressourcer men tabte kampen 1-2

Det var tydeligt fra start på MCH Arena i Herning, at hjemmeholdet satsede alt på at udnytte den træthed, som for FCN ville være en naturlig konsekvens af torsdagens hårde kamp mod Sporting CP fra Lissabon. Ulvene gik til biddet højt oppe på banen fra første fløjt og i hele 1. halvleg formåede FCM at lægge så tungt et pres, at FC Nordsjælland aldrig fik gang i sit vante kombinationsspil. Der var simpelthen ikke overskud nok hos FCN til at skabe den nødvendige bevægelse spillerne imellem, og selv om FCN holdt stand i en halv time, gik det galt to gange i det sidste kvarter før pausen, hvor FCM bragte sig foran 2-0, begge mål scoret af Tim Janssen.  Efter pausen fik FCN mere kontrol over kampen, og spillet blev mere ligeligt fordelt uden de helt store målchancer til nogen af holdene. FCN havde stadig for svært ved fastholde bolden helt frem til afslutninger, men alligevel lykkedes det at få skabt spænding om udfaldet med en reducering til 1-2 et kvarter før tid på et rigtigt energimål af Andreas Granskov. Det var FC Nordsjællands første udebanemål i denne sæson, men selv om det gav FCN et boost, så var der ikke kræfter nok til for alvor at gøre den sidste offensiv skarp. FCN forsøgte prisværdigt, men den afgørende chance opstod ikke, og kampen endte ganske fortjent 2-1 til FC Midtjylland. FC Nordsjælland stod ligesom mod Sporting godt organiseret fra start, og bortset fra en fejlpasning fra Henrik Kildentoft, der gav FCM en gratis chance, fik FCN holdt de midtjyske ulve fra oplagte målchancer. FCM havde klar overvægt i spillet men det blev kun til et godt langskud fra Mads Albæk, som Jesper Hansen klarede i fin stil, samt et skud tæt forbi mål af Hassan. FCN havde ikke meget at skulle have sagt rent offensivt men fik dog kampens første helt store chance, da Kildentoft med en præcis fremlægning spillede Andreas Granskov fri. Desværre nåede Granskov ikke bolden tidligt nok til at få den løftet helt op over den fremstormende keeper. FCN måtte nødtvungent skifte ud midt i 1. halvleg, da Mikkel Beckmann blev skadet med et ”trælår” efter et voldsomt sammenstød med Kristian Bak. Tobias Mikkelsen kom på banen i stedet. Det virkede som om, FCN var ved at få kontrol over kampen, da det alligevel efter en halv times spil gik galt, Michael Parkhurst blev tørret totalt af fodrappe Sylvester Igboun, der fra baglinjen kunne spille Tim Janssen blank til midtjysk 1-0 føring. Og 2-0 blev det kun seks minutter senere, da FCN slet ikke var koncentreret nok ved et langt indkast, som Kristian Bak ugeneret fik lov at snitte videre ind foran, hvor Tim Janssen kom stormende som en ægte angriber og flugtede bolden i kassen. Kort forinden havde FCN ellers haft sin bedste chance for at komme helt tilbage i kampen, da Andreas Laudrup efter smart kombinationsspil med Matti Lund slap fri ved baglinjen, og hans indlæg lå perfekt til Tobias Mikkelsen i modsatte side af straffesparksfeltet, men Tobias fik ikke ordentligt træf på bolden, og forsvaret fik blokeret skuddet. Fra 2. halvlegs start kom Søren Christensen på banen i stedet for Enock Adu, og FCN begyndte at holde fast i bolden i lidt længere perioder af gangen. Det var dog stadig FCM, der var farligst. Således havde Jesper Juelsgård et frisparksforsøg lige forbi trekantsammenføjningen. FCN viste kun for alvor tænder én gang, nemlig da Andreas Granskov blev spillet fri i dybden, men i stedet for at hamre på mål, stoppede han op og forsøgte at finde Matti Lund. Så kom der en forsvarsfod på, og chancen var tabt. Andreas Granskov gjorde til gengæld det helt rigtige, da Søren Christensen i det 77. minut sendte ham af sted direkte mod mål med en lang bold. Kristian Bak forsøgte at redde ved at heade tilbage til Kasper Jensen i målet, men energiske Granskov smuttede imellem og reducerede til 1-2. FCN forsøgte i slutminutterne at satse noget mere, men FC Midtjylland trak sig tilbage og fik lukket ned for alle tilløb til målchancer.   Superligaen, 6. runde, 21. august 2011 FCM-FCN 2-1 (2-0) Mål: 30. minut: 1-0 Tim Janssen
30. minut: 2-0 Tim Janssen
77. minut: 2-1 Andreas Granskov, assist Søren Christensen Dommer: Claus Bo Larsen Advarsler: Kristian Bak, FCM, samt Matti Lund Nielsen og Nicolai Stokholm, FCN Tilskuertal: 6.510 FC Nordsjællands startopstilling og indskiftninger:
1 Jesper Hansen
4 Henrik Kildentoft
5 Andreas Bjelland
6 Enock Adu (ind i 46. minut 17 Søren Christensen)
7 Nicolai Stokholm
10 Mikkel Beckmann (ind i 24. minut 9 Tobias Mikkelsen)
18 Michael Parkhurst
20 Matti Lund Nielsen (ind i 78 12 Rawez Lawan)
22 Andreas Laudrup
24 Andreas Granskov
27 Seejou King På bænken uden at blive brugt:
25 David Jensen
19 Mark Gundelach
23 Mathias Nielsen
28 Nichlas Rohde