David Jensen: Dejligt sted at debutere

Kategorier


Keeper David Jensen måtte skrive nogle autografer efter sin debut for FCN i sin hjemby Hillerød.

David Jensen: Dejligt sted at debutere

FC Nordsjælland havde tre debutanter med i 6-0 sejren på Hillerød stadion

David Jensen har været med omkring FC Nordsjællands Superligahold i rigtig mange kampe trods sin unge alder, men det har altid været på bænken som reservekeeper for Jesper Hansen. I aften fik han så sin første officielle kamp, da han debuterede i netop sin hjemby Hillerød i pokalkampen mod mange af sine venner. – Det var et dejligt sted at få sin debut. Der var mange på Hillerød-holdet, som jeg kender og selv har spillet med, så det gjorde det ekstra dejligt at vinde i aften. Og også at holde nullet, sagde en glad David Jensen efter kampen, mens han måtte skrive autografer til mange Hillerød-børn. – Vores tempo i spillet var simpelthen ikke højt nok i 1. halvleg, men heldigvis fik vi skruet op efter pausen, så sejren blev kørt sikkert hjem, siger David Jensen. Også for jævnaldrende Søren Henriksen blev kampen en milepæl. Han er i rivende udvikling som centerforsvarer og blev for nylig rykket op i U/20 truppen. Siden fulgte udtagelse til U/20 landsholdet og nu altså også den rigtige debut i FCN-trøjen: – Det var fedt at være med i den her kamp. Der var et stort publikum og også mange, som jeg kender på tilskuerpladserne, så det var en fin debut, siger Søren Henriksen, der dog også gerne lige ville have krydret indsatsen med et mål. – Jeg lå lige bagved Mathias, da han headede frisparksindlægget i nettet til 2-0. Havde Mathias ikke nået bolden, havde jeg med garanti gjort det og scoret, kommer det med et grin fra Søren Henriksen. Nyindkøbte Patrick Mtiliga har i den seneste måned kæmpet for at komme i form hos FCN, så han kan vise det, han er indkøbt til som venstre back. I pokalkampen mod Hillerød Fodbold kom han endelig i kamp og fik vist noget af det, vi kan vente os fra hans hurtige fødder: – Jeg har vel ikke spillet kamp siden marts måned, så det var den helt rigtige kamp for mig at starte med. I dag var der plads til at komme med frem og deltage offensivt. – Det gælder om at bruge kampen til at lære de andre at kende, og at de lærer min måde at spille på. Derfor var det dejligt for mig med sådan en kamp. Nu er der lidt pause til næste Superligakamp, så jeg kan få bygget mere på i træningen, og så skal jeg nok være kampklar til næste kamp, lyder det fra Patrick Mtiliga.