City Container & Norrecco nye Top Partnere i FCN

Kategorier


Anfører Nicolai Stokholm i den nye FCN spilletrøje med City Container på brystet.

City Container & Norrecco nye Top Partnere i FCN

Top Partner Gruppen i FC Nordsjælland udbygges nu yderligere. City Container og Norrecco træder ind ved siden af AL Bank og H2O.

Efter aftalen om hovedsponsoratet i FC Nordsjælland udløb i sommerpausen, besluttede ledelsen i klubben at tage konsekvensen af, at det er blevet sværere at finde én enkeltvirksomhed, der er interesseret i hele den meget omfattende eksponering og hospitality, som er forbundet med et hovedpartnerskab i en Superligaklub som FCN. I stedet var målsætningen, at man i FCN ville opdele hovedpartnerskabet i lidt mindre pakker for både at få flere virksomheder ind i en eksklusiv gruppe, der kan få mere målrettet eksponering på f.eks. spilletøj, stadion, merchandise mm., og samtidig skabe et mere stabilt og bedre fundament under klubben. Med City Container og Norrecco er der, siden beslutningen blev taget, nu indgået fire aftaler med Top Partnere, og det kan ikke udelukkes at enkelte flere vil komme til i den nærmeste fremtid. Både Norrecco og City Container har forpligtet sig til foreløbigt tre år i FCN til stor tilfredshed hos Bestyrelsesformand Allan K. Pedersen. – Vi har været overbeviste om, at tiden var inde til at konstruere et TOP-team af partnere som støtte til FC Nordsjælland, frem for at være afhængig af én hovedpartner. Og det har vi nu heldigvis fået bekræftet gennem den store interesse, der har været for vores produkt, siger Allan K. Pedersen. – Både City Container og Norrecco er store virksomheder, der er veletablerede i vores region, som begge er 100 % bag vores FCN og det projekt, vi er godt i gang med omkring elitefodbolden i hele Nordsjælland. Derfor er vi stolte over, at kunne byde dem begge velkomne til klubben. For City Container er der tale om et comeback, da de var en stor og aktiv partner i FC Nordsjællands tidlige dage for små ti år siden. De vil allerede til Superligakampen søndag mod Lyngby have firmaets logo på maven af de røde FCN-trøjer, og derved støtte drengene i deres kamp for at vinde point i SuperLigaen. Norrecco er ny partner i FCN og kan de næste tre år bl.a. se frem til at have firmaets logo på frisen på hele den ene langside i Farum Park og ligeledes være en vigtig del af familien og forretningsnetværket omkring FC Nordsjælland.