Beckmann: Vi havde så hårdt brug for de tre point

Kategorier


Nicolai Stokholm har scoret den afgørende kasse til 2-1. (Foto: Boesenfoto.dk)

Beckmann: Vi havde så hårdt brug for de tre point

FC Nordsjællands spillere åndede lettede op, da sæsonens første sejr var sikret på et stærkt comeback i 2. halvleg

– Vi havde så hårdt brug for de tre point. Så det er det eneste, der betyder noget lige nu. Men en sådan 1. halvleg må simpelthen ikke ske igen. Heldigvis var vi noget bedre i 2. halvleg uden at det blev prangende, lød det fra en lettet Mikkel Beckmann i omklædningsrummet.

Han fik sin debut i Farum Park med en sejr, men det holdt hårdt:

– Skal man spille en dårlig 1. halvleg, er det da godt, at det er den første. Vi fik en sideballe i pausen, og der kom betydeligt mere fight på i 2. halvleg. Men vi var heldige, at vi kun var bagud 0-1 ved pausen. Det var det, der gav os chancen for at komme tilbage og troen på muligheden, siger Mikkel Beckmann.

Henrik Kildentoft havde i 1. halvleg en mirakelredning på målstregen, og set i bakspejlet var den måske alle tre point værd:

– Ja, det var ikke helt skidt med den redning, og jeg er også godt tilfreds med at få en assist på 2-1 målet. Jeg kastede mig bare ind i hans skudretning og håbede, bolden ville ramme mig. Det gjorde den heldigvis, og det viser sig altså at blive meget vigtigt. Det giver os håb i pausen, at der kun står 0-1.

– Jeg synes, vi sidder på det meste i 2. halvleg, og selv om vi spillede meget dårligt før pausen, er det kun kampens resultat, der betyder noget nu, siger Henrik Kildentoft.
Anfører Nicolai Stokholm var en meget glad matchvinder:

– Det var heldigt for os, at der kom en pause. Vi får styr på vores spil, og det var helt vildt vigtigt, at vi vandt, for vi var jo et af de hold, der var uden sejr. Det var en god bold, jeg fik af Kildentoft.

– Det var også Silkeborgs fortjeneste i 1. halvleg. Vi var ikke helt klar, og de var dygtige til at udnytte det med dybdeløb hele tiden. Men vi har før vendt kampe mod dem på den her måde, og jeg tror, de tænkte åååh nej, ikke igen, da vi scorede til 1-1, kommer det med et grin fra FCN-anføreren.

Cheftræner Kasper Hjulmand fik sin første sejr i jobbet:

– Stor ros til gutterne, der var gode til at kigge hinanden dybt i øjnene i pausen. Det var ikke bare hvad jeg sagde, men at de selv løftede sig. Den gode nyhed i pausen var jo, at vi kun var bagud 0-1, og det kunne lade sig gøre. Vi fandt roen og kom tilbage til vores vante spil. Det var det, vi vandt på, siger Kasper Hjulmand, der også havde ros til unge Nicklas Rohde: – Rohde har en stålsat vilje, og vi ved, at han vil æde græs for at score. Derfor vidste vi også, at han kunne være en god joker, siger Hjulmand. Nicklas Rohde blev kåret som Man of the Match men tog det hele med ophøjet ro: – Jeg håber altid at kunne lave en kasse. Og da jeg kom ind, gjalt det bare om at spille mit spil og give den fuldt skrue. Jeg søger altid det sted i feltet, hvor jeg føler, jeg kan være farligst, og det lykkedes i dag, siger Nicklas Rohde.