To FCN-spillere med i U/19 landsholdstruppen

Kategorier

Mads Windekilde         Jannich Storch

To FCN-spillere med i U/19 landsholdstruppen

Både Mads Windekilde og målmand Jannich Storch er blandt de udvalgte til landsholdssamling i Vildbjerg.

Der var godt nyt for FC Nordsjælland og især midtbanespiller Mads Windekilde og målmand Jannich Storch, da Danmarks U/19 landstræner Per Andersen valgte trup til samlingen i Vildbjerg.
De to FCN-spillere kan glæde sig over at være inde i billedet til det næste U/19 landshold. For Jannich Storch er der tale om comeback til landsholdsregi efter et års pause, mens det for Mads Windekilde er debut i den sammenhæng.
FC Nordsjællands A+ træner og talentansvarlige, Kenneth Rasmussen, er glad og stolt både på klubbens og på de to spilleres vegne:
– Jannich var med på både U/16 og U/17 landsholdet, og det er helt fortjent, at han nu igen er med i landsholdsregi, for han har arbejdet hårdt for det. Han har leveret en god sæson på vores U/19 Ligahold.
– For Mads er der tale om debut. Han går lidt stille med dørene, men det er en virkelig seriøs spiller, og det her er kulminationen på et godt forår fra hans side. Mads er teknisk velfunderet og har sin styrke som 8’er i vores spilkoncept, siger Kenneth Rasmussen.
 Udtagelsen er samtidig en cadeau til Fodbold Samarbejde Nordsjælland, idet de begge kommer fra samarbejdsklubber. Jannich Storch kommer fra Helsinge og Mads Windekilde fra BSV-
FC Nordsjælland har i øjeblikket også fire spillere afsted med U/20 landsholdet til den store internationale turnering Milk Cup i Nordirland. Det er målmand David Jensen og markspillerne Mark Gundelach, Søren Henriksen og Oguzhan ”O.G.” Aynaoglu.