Søren Henriksen også med på U/20 landsholdet

Kategorier

Søren Henriksen også med på U/20 landsholdet

FC Nordsjælland har nu fire spillere på U/20 landsholdet til Milk Cup i Nordirland i næste uge

FC Nordsjælland har fået endnu en spiller udtaget til Danmarks U/20 landshold, der i næste uge deltager i den traditionsrige Milk Cup i Nordirland, hvor der skal spilles tre kampe.
Den sidst udtagne er forsvarsspiller Søren Henriksen, der er blevet efterudtaget og i går tilsluttede sig U/20 landsholdet, da det blev samlet til fællestræning i Helsingør inden mandagens afrejse til Nordirland. De tre øvrige FCN-spillere, der blev udtaget allerede i sidste uge er målmand David Jensen, midtbanespiller Mark Gundelach og angriber Oguzhan “O.G.” Aynaoglu.

For Søren Henriksen er det en foreløbig kulmination på en stærk periode, der både har givet ham en plads i FC Nordsjællands U/20 trup af boblere til Superligaen samt altså nu for første gang en udfordring i nationaldragten.

FC Nordsjællands Cheftræner Kasper Hjulmand er også glad for endnu en spiller i landsholdsregi:

– Årgang 92 er den første, FCN for alvor satte ressourcer ind på udviklingen af. Og det afkast ser vi nu. Både hos os selv og på landsholdet. Det er en fuldt fortjent udtagelse for Søren Henriksen. Søren har løftet sit spil meget igennem et fint forår.

– Og det er virkelig egen avl. Ingen er mere Farum-dreng end Søren. Han har været i klubben hele vejen og har fulgt alle FC Nordsjællands kampe gennem mange år, siger Kasper Hjulmand.

U/20 landsholdets deltagelse i Milk Cup er Morten Wieghorsts første opgave som ny U/21 landstræner, og Kasper Hjulmand har klare aftaler med ham omkring balancen mellem landsholdsdeltagelsen og brugen i Superligaen for FCN-spillerne.

David Jensen er reservemålmand for FCN i Superligaen på søndag mod Horsens og kommer også hjem til kampen lørdagen efter i Parken mod FCK. Gundelach og ”O.G.” indgår begge i forberedelserne til Horsens-kampen, men tilslutter sig landsholdets samling i Helsingør, hvis de ikke får valg til truppen på søndag. Får de det, bliver de hjemme indtil mandag, og herefter tages der i løbet af næste uge stilling til, hvorvidt de skal hjem til kampen mod FCK.