Gundelach bag landsholdstriumf

Kategorier

Gundelach bag landsholdstriumf

FC Nordsjællands Mark Gundelach scorede finalens eneste mål, da det danske U/20 landshold vandt Milk Cup i Nordirland

Hele fire spillere fra FC Nordsjælland var med det danske U/20 landshold for at deltage i den store internationale Milk Cup. Og den fik de i den grad sat deres præg på. Ikke mindst i finalen, hvor danskerne slog værterne fra Nordirland 1-0.

Mark Gundelach blev altså den helt store helt med sin afgørende scoring, men også målmand David Jensen havde sin store andel i triumfen med flere gode redninger i løbet af både semifinale og finale, hvor danskerne i den grad måtte give alt, for at hive sejren hjem.

 – Vi spillede en god kamp. Især i 1.halvleg, hvor spillet flød, og jeg fik scoret efter 20 minutter. I 2.halvleg forsøgte vi at holde sejren hjem, selv om det holdt hårdt. Begge hold fik en udvisning, og det blev lidt hektisk, men det gik, og det er selvfølgelig rigtig dejligt at score så vigtigt et mål, der gjorde at vi vandt. Det er vidst første gang nogensinde at Danmark vinder denne turnering, selv om vi er med hvert år, og derfor er det en ekstra fed følelse, siger Mark Gundelach.

Søren Henriksen og Oguzhan ”O.G” Aynaoglu fik også spilletid i turneringen som de to sidste medlemmer af den Nordsjællandske kvartet på landstræner Morten Wieghorsts U/20 landshold. Et hold, der altså sikrede den nye landstræner en triumf i hans allerførste turnering i spidsen for de rød-hvide efter seks år i FC Nordsjælland.

– Jeg kender jo Wieghorst fra klubben, og jeg kan lide den måde, han vil have, vi spiller fodbold på. Og jeg synes, jeg kan mærke, han allerede er ved at implementere det han stod for i FCN til landsholdet med bl.a. presspillet og boldomgangen, og det virkede fint. Så Morten har en stor del af denne her succes.

– Det er altid dejlig at have nogle gutter med fra holdet derhjemme på en tur som denne her. Det giver en ekstra tryg følelse, at have nogle man kender så godt omkring sig, selv om vi alle generelt har det godt sammen på landsholdet. Og jeg synes, det gik godt for os alle fire. Ikke mindst Søren Henriksen, der aldrig har været med i de her rammer før, har gjort det godt. David Jensen var som altid god i målet og ”O.G” fik vist, hvad han kan i de første kampe herovre. Nu glæder jeg mig til at komme tilbage til klubben og arbejde videre med den gode følelse, vi alle har med hjem, siger Mark Gundelach.