-Jeg har en god fornemmelse

Kategorier

-Jeg har en god fornemmelse

Cheftræner Kasper Hjulmand er meget tilfreds med status på FC Nordsjællands træningslejr i Holland. Der er en god fornemmelse frem mod Superligastart.

Den 16. Juli spiller FC Nordsjælland første kamp i den nye Superligasæson, når OB tager imod i Odense. Lige nu er truppen i Holland for at arbejde med de ting, som skal være helt på plads inden det går løs. Det handler både om spillemæssige såvel som fysiske ting. Og status er positiv på begge dele.

– Det fysiske går efter planen. Spillerne bygger hele tiden noget på, og vi har været helt forskånet for skader indtil videre. Og truppen fortjener kredit  for den måde og den form de mødte op på og i efter ferien og den arbejdsmoral, de har vist i opstarten, siger Cheftræner Kasper Hjulmand.

– Spillemæssigt handler det om at få så mange aftaler i vores spil på plads som muligt, og få arbejdet videre med de ting, der efterhånden har været arbejdet med i FC Nordsjælland gennem flere år nu. Vi vil have endnu mere styr på organisationen, når vi angriber, så vi kan udnytte den store boldbesiddelse, vi ofte har i kampene bedre. Presspillet er også en vigtig ting at arbejde med, ligesom omtanken og bevægelserne når vi angriber. Og så er det altid vigtigt at have dødbolde på plads, og til det er en træningslejr altid en god mulighed.

At det spillemæssige ser fornuftigt ud fik trænerteamet konstateret i træningslejrens første træningskamp mod belgiske Lierse, der blev vundet 4-2. En kamp der var aftalt til at vare tre halvlege og i alt 135 minutter, så alle spillerne kunne komme tæt på 90 minutters kamptræning. På lørdag spilles den sidste testkamp inden sæsonstarten, når tigrene står over for hollandske NEC Nijmegen.

– Det er svært at sammenligne, hvor vi står lige nu i forhold til de andre hold i Superligaen. Men jeg ved, at i vores egen proces, er det gået godt. Det har været nogle fine uger her i opstarten. Vi har haft stor fokus på at have så mange spillere som muligt klar til 90 minutter, og der er vi godt på vej. Vi har en god konkurrencesituation på næsten alle pladser, og det er godt for en træner. Så jeg har en god fornemmelse, siger Cheftræner Kasper Hjulmand.