U/19 spillede uafgjort ude mod FCK

Kategorier

Målmand Rasmus From måtte udgå med en skade i slutningen af 1. halvleg.

Alle målene faldt i 1. halvleg, da FCN spillede 2-2 mod FCK på Peter Bangsvej i U/19 Ligaen.

U/19 Liga: FCK-FCN 2-2 (2-2)
9. minut 0-1 Isaac Atanga, assist Joachim Rothmann. 22. minut 0-2 Hektor Højbjerre-Thomsen. 27. minut 1-2 Jonas Wind. 31. minut Ahmed Daghim.

FC Nordsjælland fik en rigtig god start på kampen, da tigrene i det 9. minut pressede højt og erobrede bolden, så Joachim Rothmann kunne spille Isaac Atanga fri til scoring. Og det blev 2-0 til FCN i det 22. minut i en meget lignende situation, hvor et pres på boldholderen gav målchancen, og Hektor Højbjerre-Thomsen scorede.

Men ellers var det FCK, der havde taktstokken i 1. halvleg, og hjemmeholdet kom da også stærkt igen med et flot mål af Jonas Wind kun fem minutter senere, og efter godt en halv times spil var der balance i regnskabet igen med en FCK-scoring til 2-2.

I det 38. minut blev FCN nødt til at skifte målmand, da en skadet Rasmus From måtte udgå, og Mohammed Hassan Ahmed kom på mål i stedet og gjorde det godt i resten af kampen, hvor hans holdkammerater også leverede en fin defensiv foran ham, så det var lettere at komme ind i kampen på den måde.

FC Nordsjælland spillede bedst i 2. halvleg og med mere mod i spillet, men det lykkedes ikke for alvor at bryde igennem FCK-forsvaret til flere scoringer, og kampen sluttede 2-2.  FCN U/19 rejser i denne uge til Ghana, hvor de skal spille og træne med Right to Dream Akademiet, og næste opgave på hjemlig grund er først lørdag den 27. oktober, hvor Silkeborg kommer på besøg.