U/19 gik mål-amok mod Lyngby

Kategorier

Isaac Atanga blev igen dobbelt målscorer for FCN U/19.

Med en storsejr på 6-1 fik FC Nordsjællands U/19 drenge endeligt smagt sejren sødme i Ligaen.

U/19 Liga: FCN-Lyngby 6-1 (2-1)
Mål: 9. minut 1-0 Ibrahim Sadiq. 17. minut 1-1. 36. minut 2-1 Isaac Atanga, 57. minut 3-1 Isaac Atanga. 64. minut 4-1 Frederik Juul Christensen. 67. minut 5-1 Clinton Altwi. 82. minut 6-1 Oliver Tølbøll Rimmen.

I femte forsøg lykkedes det endelig i lørdags FC Nordsjællands U/19 drenge at få en sejr efter to uafgjorte kampe og to knebne nederlag. Men så blev det også gjort så eftertrykkeligt, at Lyngby blev sendt hjem med et nederlag på tenniscifrene 6-1.

FCN fik en rigtig god start, da Ibrahim Sadiq allerede efter 9 minutters spil scorede på oplæg fra Isaac Atanga. Og selv om det lykkedes Lyngby at få udlignet ti minutter efter, kunne FCN alligevel gå til pause med en 2-1 føring, skabt af Atanga med en scoring på forarbejde af Hektor Højbjerre-Thomsen.

Hele holdet fortsatte med at præstere på højt niveau i 2. halvleg, og defensiven stod stærkt, mens offensiven gik målamok. Isaac Atanga gjorde sig selv til dobbelt målscorer, akkurat som han var det i sæsonpremieren mod Brøndby, da han nettede til 3-1 med Thor Høholt som assist.

Så var det Frederik Juul Christensens tur til at score sit første sæsonmål på oplæg fra Clinton Antwi, og Clinton kom også lidt efter selv på måltavlen med scoringen til 5-1. Med ti minutter igen lukkede Oliver Tølbøll Rimmen målfesten til 6-1, serviceret af Joachim Rothmann.

Næste kamp for FCN U/19 i Ligaen er på fredag 5. oktober kl. 18.00 ude mod FCK, men allerede i aften tirsdag kl. 18.30 spiller FCN U/17 hjemme i Right to Dream Park mod Lyngby.