U/17 fulgte sejrssporet mod Lyngby

Kategorier

Med et hattrick i løbet af de første 20 minutter af Christian Kjelder Rasmussen grundlagde FCN en sikker sejr på 5-2 hjemme over Lyngby i U/17 Ligaen.

U/19 Liga: FCN-Lyngby 5-2 (4-0)
Mål: 3. minut 1-0 Christian Kjelder Rasmussen. 18. minut 2-0 Christian Kjelder Rasmussen. 20. minut Christian Kjelder Rasmussen. 36. minut 4-0 Noah Crone Back (straffe). 64. minut 4-1. 74. minut 4-2 (straffe). 94. minut 5-2 Andreas Garly Andersen.

Godsway Donyoh scorede mandag aften hattrick i Superligaen, og det ville Christian Kjelder Rasmussen ikke stå tilbage for i tirsdagens hjemmekamp i U/17 Ligaen mod Lyngby. Her skulle Christian Kjelder kun bruge 20 minutter på at kopiere Godsway Donyohs bedrift.

Og i det hele taget gik U/17 drengene i fodsporet med storsejre, både fra Superligaen og U/19 Ligaen, hvor FCN i lørdags vandt 6-1 over Lyngby. U/17 drengenes sejr over Lyngby kom til at lyde på 5-2, og dermed er de fortsat ubesejrede med en status på to sejre og tre uafgjorte kampe.

FCN fik en drømmestart mod Lyngby med mål af Christian Kjelder på oplæg fra Jonas Lyshøj allerede i det 3. minut. Han øgede i det 18. minut til 2-0 og fuldendte sit lynhattrick kort efter med scoringen til 3-0, assisteret af Marcelo Randolf. Det blev også 4-0 før pausen på et straffespark, som Noah Crone Back eksekverede.

Lyngby fik sig samlet lidt sammen til 2. halvleg, hvor FCN slap gaspedalen, og det lykkedes endda gæsterne at reducere to gang, før Andreas Garly Andersen til allersidst satte trumf på med målet til 5-2. Og dermed altså en spillerunde, hvor Superligaen, U/19 og U/17 tilsammen vandt med cifrene 15-4.

Næste opgave for U/17 er lørdag 27. oktober ude mod Randers.