Strunck med fra start på U/20 landsholdet

Kategorier

Nicklas Strunck var med til at vinde 3-0 over Rusland med U/20 landsholdet.

Boesenfoto.dk

Jacob Steen Christensen fik den sidste halve time på banen for U/19 landsholdet.

Danmarks U/20 landshold spillede i går den første af de to venskabskampe i Marbella i Spanien. Og det blev en sikker dansk sejr på 3-0 over Rusland efter føring på 1-0 ved pausen. Nicklas Strunck fra FC Nordsjælland var med fra start og indtil godt midtvejs i 2. halvleg, og Strunck havde blandt andet et meget nærgående langskud. Næste kamp for U/20 landsholdet er også i Marbella på lørdag mod Sverige.

Også Danmarks U/19 landshold var i aktion i går, og det var i en vigtig EM-kvalifikationskamp mod Finland i turneringen, der afvikles i Estland. Her kom FCN-spiller Jacob Steen Christensen på banen i det 61. minut ved stillingen 0-0. Samtidigt blev den tidligere FCN-spiller, Nicolaj Baden Frederiksen, solgt til Juventus for to måneder siden, også sendt på banen, men kun ni minutter senere fik Nicolaj Baden Frederiksen direkte rødt kort.

Det gjorde kampen ekstra svær for Jacob Steen Christensen og de øvrige danske spillere, men trods undertal i de sidste 20 minutter holdt de det målløse resultat og fik et point med sig fra kampen mod Finland. På lørdag gælder det en kamp mod værterne fra Estland, og kvalifikationen sluttes af mod Italien på tirsdag.