Værd at vide før kampen mod FCK

Kategorier

Karlo Bartolec bragte FCN på sejrskurs med scoringen til 1-0 i Parken i december.

Foto: Getty Images

FC Nordsjælland spiller i dag søndag kl. 16 i Telia Parken mod FCK, og her er lidt statistiske vinkler på den spændende Superligakamp:

Vidste du at…

.…FCN og FCK har mødt hinanden 50 gange i Superligaen, og samlet set har FCK 30 sejre, 11 kampe er endt uafgjort og 9 gange har FC Nordsjælland vundet. 27 af kampene er spillet i Parken, og her har FCK 19 sejre, mens 5 kampe er endt uafgjort og kun 3 med sejr til FCN.

…den ene af FC Nordsjællands 3 sejre i Parken kom i sidste efterårssæson, hvor FCN i starten af december sejrede 3-1 på mål af Karlo Bartolec, Mads Mini Pedersen og Emiliano Marcondes. I det hele taget havde FCN overtaget mod FCK i sidste sæson med to sejre, én uafgjort kamp og kun ét nederlag i de fire indbyrdes kampe.

…det sidste møde mellem de to klubber var ”sæsonfinalen” 21. maj, hvor FC Nordsjælland med 0-0 hjemme mod FCK sikrede sig bronzemedaljer for næsen af de københavnske løver.

…Andreas Olsen med sine to mål mod Randers nu er oppe på 5 træffere i Superligaen ligesom Viktor Fischer. ”Andy” har så også nettet 4 gange i denne sæson for FCN i Europa League og 1 gang for det danske U/21 landshold, så i alt 10 mål i denne sæson i 17 kampe for Andreas Olsen.

…kampens dommer, 36-årige Jens Maae er i gang med sin 7. sæson som Superligadommer. Han har dømt en kamp med FCN én gang tidligere i denne sæson, nemlig hjemmekampen mod Horsens i 7. spillerunde.