Hjulmand: Vi skal spille med stort mod

Kategorier

Foto: Rie Neuchs

– Vi har studeret Partizan, og de er gode, men ikke skræmmende. Det kan lade sig gøre at slå dem, siger FC Nordsjællands cheftræner.

Hvis man kigger på statistikken er FK Partizan fra Beograd en skræmmende gæst i Right to Dream Park i aften kl. 19.45 med deltagelse i europæiske gruppespil seks gange i de seneste otte år.

Heldigvis ser Kasper Hjulmand også muligheder for FCN:

– Det er et serbisk storhold med stolte traditioner, og FK Partizan har produceret mange storspillere. Derfor er de selvfølgelig også favoritter med store offensive kvaliteter.

– Vores chance er kollektivet og god organisation, men også krydret med løssluppet spil på de rigtige steder og tidspunkter. Vi skal spille med stort mod. De er gode, men ikke skræmmende, og vi tror på, at det kan lade sig gøre. Vi har spillet mod lignende hold, som da vi mødte PAOK under træningslejren, siger Kasper Hjulmand.

FC Partizan har skiftet træner i denne uge, hvor Zoran Mirkovic har afløst Miroslav Djukic, og det bekymrer Hjulmand lidt:

– Vi har studeret Partizan i flere kampe og er godt forberedte, men nu er der kommet en ubekendt, fordi de skiftede træner i denne uge. Med en ny træner kommer der nok også nogle justeringer på holdet, som vi ikke rigtig har kunnet forberede os på.

– Men først og fremmest skal vi spille disciplineret, for det betyder også, at man får tryghed til at turde spille bolden og gå efter frie rum. Der er altid plads på en fodboldbane, og det gælder om at turde spille for at finde den.

– I starten af kampen vil vi nok lige lure på, hvordan de kommer. Det afgøres over to kampe, og det handler her i den første kamp om at få et godt udgangspunkt til returen i Beograd, lyder det fra Kasper Hjulmand.

Køb billet til kampen i aften HER