Fire FCN-spillere på det danske U/21 landshold

Kategorier

Andreas Olsen og Magnus Kofod Andersen er nye i Danmarks U/21 landsholdstrup.

Boesenfoto.dk

Victor Nelsson, Mads Mini, Magnus Kofod og Andreas Olsen repræsenterer FC Nordsjælland i den U/21 landsholdstrup, som netop er blevet udtaget.

Stort set hele FC Nordsjællands hold har alderen til at spille U/21, og fire af dem kan nu se frem til at repræsentere FCN på Danmarks U/21 landshold, der den 7. september spiller hjemme mod Finland og den 11. september spiller ude mod Litauen, begge EM-kvalifikationskampe.

Mens Victor Nelsson og Mads Mini Pedersen har været faste omkring det danske U/21 landshold i længere tid, kan det blive debut for Magnus Kofod Andersen, der hidtil har spillet på U/19 landsholdet. Det har Andreas Olsen også, men han fik dog allerede sin U/21 landsholdsdebut i en venskabskamp sidste år.

Andreas Olsen har imponeret stort her i sæsonstarten med tre scoringer i Superligaen, senest i søndags mod Vejle, og fire i Europa League, og Magnus Kofod Andersen er kommet stærkt tilbage efter en kortere skadespause fra træningslejren i Holland. Magnus Kofod er flere gange gået på banen med anførerbindet om armen og får nu chancen for at få sin første U/21 landskamp.

Udover disse fire nuværende FCN-spillere og er også de to tidligere profiler, Mathias Jensen (Celta)  og Marcus Ingvartsen (Genk) med i truppen.