FCN U/19 forbereder med en tur til Japan

Kategorier

Det internationale akademi klar til afgang mod Japan.

FC Nordsjælland arbejder meget med et internationalt akademi, hvor spillerne fra Right to Dream i Ghana træner og spiller sammen med spillerne fra akademiet her, og i dag tager truppen til Japan med et fælles hold.

Snart er der sæsonstart for FC Nordsjællands ligamandskaber i både U/19 og U/17, og de har forberedt sig længe med deltagelse i flere turneringer og med internationale kampe. Spillere fra Right to Dream akademiet i Ghana har i nogle uger været med omkring det hele i Right to Dream Park, så de kan blive integreret med de danske akademispillere.

For både U/19 og U/17 opererer FC Nordsjælland med et internationalt akademi og blandede hold ved stævner rundt omkring. De har blandt andet deltaget i Gothia Cup i Göteborg og i Super Cup i Nordirland. Og i dag er der afgang til Japan for FCN/Right to Dream U/19, som skal deltage i turneringen Balcom BMW Cup, hvor der er kamp 8., 10. og 11. august.

Derfor bliver FC Nordsjællands planlagte premiere i U/19 ligaen ude mod SønderjyskE 11. august også udskudt til senere, så den første kamp i stedet bliver hjemme mod Brøndby lørdag 18. august, hvor U/17 også starter sin sæson hjemme mod Brøndby.

Det internationale FCN akademi har også varmet op med to internationale kampe i Right to Dream Park mod stærke hold fra Aston Villa og Hamburger SV. I disse kampe deltog også nogle af de helt unge spillere fra Superligatruppen, og FCN vandt med 3-1 over Aston Villa og over Hamburger SV med 4-3.

Efter flere sæsoner som U/17 cheftræner er Kasper Kurland i denne sæson blevet cheftræner for U/19, og glæder sig over den udvikling, der er i gang med det internationale akademi:

– Nu har spillerne fra de to akademier trænet og spillet kamp sammen i lang tid, og vi kan mærke, at integrationen har været rigtig fin. Der er en god stemning mellem alle vores spillere, og de lærer at tænke meget mere ens på banen. Det er det, vi har mest fokus på lige nu, og turen til Japan skal også bruges til at forstærke den udvikling, siger Kasper Kurland.