FCN henter ung back fra Brentford

Kategorier

FC Nordsjællands nyindkøbte Lukus Talbro kan for første gang trække i kamptrøjen med nr. 20 på ryggen.

Foto: fcn.dk

19-årige Lukas Talbro har spillet fast på Brentfords B-hold og spillede i foråret på Danmarks U/19 landshold. Den unge back har fået én et-årig-aftale.

Her kort før transfervinduet lukker i har FC Nordsjælland suppleret sin Superligatrup med den 19-årige højre back Lukas Talbro, der i 2016 skiftede fra OB til Brentford FC i England, hvor han har spillet fast på B-holdet.

Sportschef Carsten V. Jensen siger om aftalen, som løber et år:

’Lukas er en pålidelig og hårdt arbejdende spiller, som vi kender godt. Vi ved at han repræsenterer nogle stærke egenskaber og vi ser frem til at få ham ind i vores miljø. Aftalen giver os mulighed for at se Lukas an og se om vi skal indgå en længere aftale senere hen,’ fortæller CV.

Lukas Talbro har spillet 10 U-landskampe for Danmark, heraf de 6 på U/19 landsholdet, som han senest repræsenterede i foråret i en venskabskamp mod Tyskland.

’Først og fremmest er jeg glad for at kunne lave en aftale med FC Nordsjælland. Det er en klub, der spiller den type fodbold, som jeg mener jeg passer bedst til. Jeg kender et par af spillerne i truppen fra min tid på ungdomslandsholdene.’

’Jeg glæder mig til at forsætte min udvikling i et miljø og setup, som virker utrolig professionelt med mange dygtige folk omkring holdet,’ fortæller Lukas Talbro, som træner første gang med truppen lørdag.

Selv om Lukas Talbro har højre back som sin favoritplads, kan han også skifte side og spille venstre back.