Damsgaard: En mavepuster der gjorde ondt

Kategorier

- Det var en mavepuster, der gjorde ondt, siger Mikkel Damsgaard.

Det var et hårdt slag for de unge FCN-spillere at tabe på et sidste øjebliks mål i en kamp, som tigrene dominerede så stort.

– Vi er mega skuffede lige nu. Det var en mavepuster, der gjorde ondt, lyder det fra 18-årige Mikkel Damsgaard, der kort forinden hjemmeholdets knusende træffer var udskiftet efter en stor indsats på midtbanen.

– Vi skal klart afgøre kampen til vores fordel i den første time. Derfor gør det ekstra ondt, for når vi så ikke får scoret, skal vi i det mindste sikre et uafgjort resultat.

– Vi går altid efter at dominere kampene, men vi havde nok ikke regnet med, at vi ville have bolden så meget. Vi skal bare udnytte det til at score. Det lykkedes ikke i dag, og det er tungt lige nu, men der er trods alt mange gode ting fra den her kamp, som vi kan tage med os videre, lyder det fra Mikkel Damsgaard, der håber på mere effektivitet på torsdag i Beograd.

Cheftræner Kasper Hjulmand siger:

– Der er masser af ting fra den her kamp, som vi kan tage med os fremadrettet, men det kan vi ikke bruge til noget lige nu. Vi betaler lærepenge, for vi reagerer ikke godt nok defensivt til sidst, hvor tre mand hænger i en omstilling. Det er en lærestreg, for vi styrede stort set hele kampen og  gav ikke chancer væk før i de sidste ti minutter.

Nu venter der endnu en svær udekamp torsdag aften i Beograd mod FK Partizan i returkampen i Europa League, og her skal FCN være skarpere, for der skal scores to gange for at have en chance for at gå videre.