Damsgaard: Det er gode kampe at lære af

Kategorier

Mikkel Damsgaard og resten af holdet takker her fansene for støtten mod AIK og håber på god opbakning igen mod Partizan.

Foto: Rie Neuchs

– Europa League er mega fedt. Vi er opsatte på at give alt for at komme videre, og vi tror på det, lyder det fra FC Nordsjællands 18-årige Mikkel Damsgaard før torsdagens hjemmekamp kl. 19.45 mod Partizan fra Beograd.

En uge før FC Nordsjællands sæsonpremiere i Europa League blev Mikkel Damsgaard 18 år, og nu her knap en måned senere har Jyllingedrengen allerede spillet otte kampe i denne sæson, heraf de syv med fuld tid.

Det lyder som voldsomme strabadser for så ung en spiller, men det får kun det brede smil frem hos Mikkel Damsgaard:

– Benene er selvfølgelig lidt trætte dagen efter kampene, men det er bare fedt hele tiden at spille kampe. Der er ikke lang tid til hverken skuffelse eller jubel. Det handler bare om at komme hurtigt videre til næste kamp og være klar.

– De her Europa League kampe er gode at lære af. Det er ikke hvert år, man får sådan en chance for at møde hold fra forskellige lande. Det er også fedt med mange modstanderfans på tilskuerpladserne, som da AIK var her. Selv om de er imod os, giver de en stemning, så man er mere tændt.

– Jeg tror, at hele holdet synes, det er fedt, og det er ikke noget, der ryster os. Jeg tænker kun på at spille op til mit bedste. Der er sikkert også mange Partizan-fans til at skabe en fed kulisse i morgen, siger Mikkel Damsgaard, der skiftede fra Jyllinge til FCN som U/13 spiller og altså sin unge alder til trods har haft en del år til at få FCN-stilen ind på rygraden.

I kampantal er Mikkel Damsgaard også allerede ved at være ”rutineret”. Han fik sin debut sidste efterår og har i hele 2018 været fast mand. Det er blevet til 26 kampe og et enkelt mål samt en del flere assister. Mod AIK var Mikkel Damsgaard således assist til begge FC Nordsjællands mål scoret af Magnus Kofod Andersen og Andreas Olsen.

– Jeg nyder at lægge op til mål, men jeg ville selvfølgelig også gerne selv score nogle flere. Jeg skal lære at tage flere aggressive løb ind i feltet, så jeg kan komme til flere afslutninger.

– Men ellers suger jeg bare til mig og lærer meget af de forskellige fodboldkulturer, vi møder i øjeblikket. Cliftonville bød ind med stor passion og forsøgte at nedbryde os psykisk med små svinestreger. Jeg prøver at lære alt det, jeg kan. Det er vigtigt også at kunne præstere, selv om modstanderne spiller lidt svinsk.

– AIK spillede meget, som vi kender det fra Superligaen, men mod Partizan kan vi sikkert forvente os noget helt andet. De kommer nok med vild energi og vil forsøge at presse os med hårdt fysisk spil, men så må vi vise, at vi kan stå imod.

– Vi er opsatte på at give alt for at komme videre, og vi tror på det. Det er en ny oplevelse hver gang, og det er mega fedt at spille de her kampe. Vi tror på vores chancer og drømmer om gruppespillet. Det er vigtigt, at vi får et godt udgangspunkt til returen, ligesom vi gjorde mod AIK.

– 1-0 ville være et fint resultat at tage til Beograd med. Holder vi nullet, står vi stærkt, og vi er blevet bedre til mange ting rent defensivt i denne sæson, hvor vores presspil sidder bedre, fastslår Mikkel Damsgaard.

Der er således kun scoret et eneste mål mod FCN i de fire Europa League kampe, og det var endda på straffespark af Cliftonville, mens Nicolai Larsen reddede et straffespark til AIK.

FC Nordsjælland har vundet alle de hidtidige fire kampe i Europa League og dermed bidraget med maksimumpoint til Danmarks landekvote i UEFA-rangeringen.