Værd at vide inden mødet med Cliftonville

Kategorier

Det bliver første europæiske klubkamp for både anfører Mathias Jensen og Andreas Skovgaard, der her snuser til sig af atmosfæren ved Solitude stadion i Belfast.

FCN spiller i aften kl. 20.45 første kamp i Europa League kvalifikationen i Belfast mod Cliftonville. Her er lidt statistiske vinkler på kampen.

Vidste du at…

…Cliftonville FC er stiftet i 1879 og er Nordirlands ældste fodboldklub. Nordirland har ligesom Danmark fire klubber med i Europæisk fodbold. Udover Cliftonville er det Glenavon og Coleraine i Europa League samt mestrene Crusaders Belfast i CHL-kvalifikationen.

…kælenavnet for Cliftonville er ”The Reds”, og klubbens stadion hedder Solitude med plads til 5.442 tilskuere. Der spilles på kunstgræs men af en noget ældre årgang end den kunstbane, FCN er vant til hjemme i Right to Dream Park.

…manager for Cliftonville er Barry Gray, og han har inden kampen udtalt, at det bliver en meget spændende udfordring for hans hold at skulle måle sig med et hold af fuldtidsprofessionelle spillere fra FC Nordsjælland.

…det for FCN er den første betydende kamp på den internationale scene i snart fem år. FCN sagde farvel til Europa League i play off runden med et samlet nederlag til svenske Elfsborg den 29. august 2013, men er nu klar til comeback i europæisk fodbold sikret via forårets bronzemedaljer.

…kun to af spillerne i FC Nordsjællands trup har tidligere prøvet at spille med i europæisk klubfodbold. Målmand Nicolai Larsen prøvede det med AaB efter mesterskabet i 2014, og Mikkel Rygaard spillede Europa League med Lyngby så sent som sidste efterår.

…der er returkamp i Right to Dream Park på torsdag 19. juli kl. 19.30, og den samlede vinder skal i 2. kvalifikationsrunde møde vinderen af de to kampe mellem AIK Stockholm og irske Shamrock Rovers.