U/13 drengene sluttede på toppen i et godt forår

Kategorier

FarumBK/FCN U/13 med pokal og medaljer efter en flot sæson.

For U/13 holdet i Farum Boldklub/FCN har det været et meget lærerigt forår med udlandsture, og her til sidst en sejr i sæsonfinalen mod KB om førstepladsen i rækken.

Den sidste og afgørende kamp i U/13 drenge øst, pulje 1, blev spillet i sidste weekend i juni, og her var Farum BK/FCN tvunget til at vinde, for at snuppe førstepladsen fra KB/FCK, der inden den interne “sæsonfinale” var foran med et enkelt point. Det lykkedes for Farum BK/FCN at vinde 3-2 efter en intens og god kamp, hvor Farum-drengene allerede inden pausen bragte sig foran 3-0, inden der mod kampens slutning igen blev højspænding om resultatet. Men førstepladsen blev altså sikret med 3-2 og de tre point.

U/13 cheftræner Thor Herdal evaluerer sæsonen således:

– Det har været en lang, men rigtigt god og lærerig forårssæson. Foruden at spille 10 turneringskampe i DBU’s Øst 1 række, har drengene også prøvet kræfter med udlandet to gange i den samme periode. Først var vi i Tyskland og mødte HSV og Schalke, mens vi i maj måned deltog i en stor italiensk turnering.

– Det lover rigtigt godt for fremtiden, særligt da vi i højere grad end tidligere har matchet vores spillere både opad og nedad i kampe og træning. Så U/12-spillere deltager i U/13-kampe/træning, U/13-spillere i U/14-kampe/træning osv. Så vi kigger meget mere på, hvad der pt. er bedst for den enkelte spillers videre udvikling, fremfor hans alder.

– Det er en klar strategi for klubbens side, som sker hele vejen igennem klubben. Det er en spændende udfordring, at vores spillere integreres på tværs af holdene, som vi ikke på samme måde har gjort tidligere, siger Thor Herdal.

Træner Benjamin Ajslev tilføjer:

– Drengene har håndteret det flot med de mange kampe på et højt niveau i et komprimeret program. Naturligt nok har der været nogle præstationsmæssige udsving til tider, men overordnet har det været en rigtig god halvsæson. Vi vinder rækken med det samme antal point som i efteråret, vinder pokalturneringen, har fået en masse erfaring fra hårde kampe mod dygtige udlandske modstandere og spillemæssigt leveret nogle af de bedste kampe drengene hidtil har præsteret. Vi kan godt glæde os til at se endnu mere fra en meget talentfuld årgang 2005 i fremtiden.