Mathias J. før EfB: Dejligt med så mange kampe

Kategorier

Mathias Jensen fyrer her et frispark afsted mod Cliftonvilles mål i kampen i Belfast i aftes.

– Vi vil gerne klare os godt i Europa, men vi holder også fokus på Superligaen, hvor det er så vigtigt at få en god start, siger Mathias Jensen før sæsonpremieren hjemme mod Esbjerg på søndag kl. 12.00.

Det er lidt af en balancegang, FC Nordsjælland er i gang med lige nu, hvor de kommende mange uger forhåbentlig vil byde på kamp både torsdag og søndag.

FCN havde sæsonstart allerede i går med Europa League kampen mod Cliftonville i Belfast og sikrede sig med en vigtig sejr på 1-0 en godt udgangspunkt til returmatchen i Right to Dream Park på torsdag. Efter hjemrejse i nat gælder det så i dag forberedelse til premieren i Superligaen mod Esbjergs oprykkere. Det er et tæt kampprogram, og de ekstra kampe har også præget forberedelserne i de seneste uger:

– Vores sæsonoptakt har været lidt mere sammenpresset og fokuseret på træningskampe i år, og den har ikke føltes helt så lang, for prioriteten har været at blive hurtigst muligt kampklar. Og det synes jeg, vi er.

– Vi glæder os bare over, at der er endnu flere kampe. Og det er ekstra sjovt at møde udenlandske hold. Vi vil jo gerne gøre en rigtig god figur, når vi også repræsenterer Danmark og helst skal samle mange point til landeregnskabet.

– Det er vigtigt, at mange spillere er kampklar med så tæt et program. Det har fungeret godt i træningskampene, for vi har en bred trup af unge spillere, hvoraf mange nu kan se frem til mere spilletid, siger anfører Mathias Jensen.

Han understreger vigtigheden af, at Europa League ikke tager fokus fra Superligaen, hvor FCN i de første tre hjemmekampe møder de tre oprykkere, Esbjerg, Vendsyssel og Vejle i nævnte rækkefølge.

– Det er gået godt i træningskampene, men vi ved godt, at det er noget helt andet at spille om point. Der er pres på os fra start med tre oprykkere som de første modstandere her i Right to Dream Park.

– Vi gjorde det godt foran hjemmepublikum i sidste sæson, og det skal vi følge op på. Helst med ni point i de tre første hjemmekampe, men man ved jo ikke rigtigt, hvor mange kræfter de europæiske kampe vil tage. Vi skal sørge for at fastholde vigtigheden af at gøre det godt i Superligaen, for den varer hele sæsonen, og det er her næste sæsons muligheder skal sikres, siger Mathias Jensen.

Efter Superligakampen på søndag kl. 12 mod Esbjerg starter forberedelserne til returkampen mod Cliftonville torsdag 19. juli. Hvis FCN klarer den opgave, er tigrene klar til 2. kvalifikationsrunde i Europa  League, hvor modstanderen sandsynligvis bliver AIK Stockholm, der vandt sin første kamp mod Shamrock Rovers i Irland med 1-0. Hvis FCN spiller sig i 2. runde er det med hjemmebane først torsdag 26. juli og returkamp torsdag 2. august.

Køb billet til FC Nordsjællands kampe HER