Damsgaard: Vi vidste hele tiden at vi kunne slå tilbage

Kategorier

FCN-spillerne på vej ud for at takke publikum i Right to Dream Park for støtten.

Foto: Morten Hermansen

– Vi manglende kvalitet på den sidste tredjedel af banen i 1. halvleg, men vi fandt bedre løsninger efter pausen, siger Mikkel Damsgaard.

18-årige Mikkel Damsgaard var som én af de mere kamprutinerede på FC Nordsjællands hold rykket lidt tilbage på en mere styrende position på midtbanen:

– Jeg synes, at 1. halvleg bar præg af, at vi lige manglede kvalitet på den sidste tredjedel af banen. Vi fik ikke sat de sidste afleveringer rigtigt sammen. Der var løb ind i feltet, men vi ramte ikke timingen.

– Det blev bedre i 2. halvleg, og vi fandt også mere energi og følte, at vi havde bolden hele tiden. Da vi kom på 1-1, følte jeg også, at vi ville få flere mål. Jeg var aldrig rigtig nervøs for resultatet, for jeg vidste hele tiden, at vi kunne slå tilbage.

– Selv da vi måtte spille færdig med 10 mand, havde vi fået så godt fat, at der ikke opstod nogen form for panik. Vi havde jo bolden næsten hele tiden. Nu er vi videre, og det er dejligt, at det fortsætter med så mange kampe, lød det fra Mikkel Damsgaard efter den tredje kamp med fuld spilletid på en uge.

Målmand Nicolai Larsen måtte i de to kampe mod Cliftonville kun se sig passeret på et straffespark:

– Jeg synes, vi bevarer roen i spillet, selv om vi kommer så hurtigt bagud. Vi har bolden meget, men desværre mangler vi noget kvalitet i spillet i 1. halvleg.

– Vi fik ændret lidt på det taktisk i pausen, og da vi fik udlignet til 1-1 havde vi jo resultatet og kunne spille med større ro. Selv før målet til 2-1, holdt vi fast i en professionel indsats.

– Set over hele kampen var det da ikke godt nok på den sidste tredjedel foran deres mål, men vi vandt, og nu kan vi fortsætte med kamp hver torsdag og hver søndag. det er dejligt, lyder det fra Nicolai Larsen.