U/17-drengene spiller for medaljer på lørdag

Kategorier

Oliver Villadsen er en af de spillere, som stadig er U/17-spiller, men som har spillet med på U/19-holdet.

Foto: Morten Hermansen

På lørdag spiller U/17-drengene deres sidste kamp på udebane mod OB kl.13.00, og holdet kan vinde bronzemedaljer, men det kræver en sejr samtidig med at AaB skal sætte point til når de spiller mod HB Køge, som ligger nummer sidst i U/17-ligaen.

Derfor er fokus da også på at sikre en god afslutning melder cheftræner Kasper Kurland.

‘Det er ret simpelt, vi skal vinde og AaB skal smide point. Vi må se hvor den lander, men vi skal holde det samme fokus som i alle andre kampe og det er på os selv. Troen er der stadig, selvom vi godt ved at det bliver svært.’

‘Det har været en stærk sæson uanset hvad, for vi har virkelig fået flyttet mange spilleres udvikling i en super positiv retning og vores spil er blevet mere dynamisk og flydende i de forskellige systemer. Derudover har vi set nogle spillere som har taget store skridt i at udvikle deres personlighed og her har de ugentlig character sessions hjulpet meget. Det tror jeg også er en af grundene til at vi kan lade så mange spillere spille opad på holdene.

‘På U/17-holdet har vi f.eks haft hele 10 U/15-spillere der har fået debut, det kræver en stærk omstilling både af spillerne, men også af vores trænere og spillerne på de andre hold. Det viser hvor fleksibelt et miljø vi har skabt, hvor vi hele tiden kan udfordre spillere og trænere. Det er sådan nogle ting, som gør mig stolt.’ fortæller Kasper Kurland, som også har sendt 9 U/17-spillere op til U/19-holdet, hvor 6 af dem har spillet fast i foråret.

FC Nordsjælland kan lige nu glæde sig over at 10 spillere fra årgang 2003 er med i den samling omkring U/15-talenttræffet, som mødes i Vildbjerg. Det er muligt at se drengenes program HER, hvor FCN er den klub med flest spillere.

Kunne du tænke dig at blive klogere på FC Nordsjællands arbejde med at opbryde årgangene, således at spillerne spiller og træner med ældre og dygtigere spillere. Så kan du lytte til denne podcast med Mediano, som forleden dag var på besøg for at snakke med Tekniske Direktør Flemming Pedersen og U/17 cheftræner Kasper Kurland. Den kan du lytte til HER.