Spændende slutkamp i toppen for kvinderne

Kategorier

Farum BK/FCN kvinderne havde masser af mål at juble over i lørdags.

Foto: Jens Langkilde

Farum BK/FCN fører Kvindeserie øst men skal sikkert vinde sidste kamp 16.juni ude mod Damsø for at være sikre på oprykning.

Det var med et stramt program spillerne fra Farum BK/FCN i kvindesenior Øst gennemgik i sidste uge med kamp både torsdag og lørdag. Udekampen mod BSF  torsdag endte med et nederlag på 0-2. Begge hold stod godt defensivt, og det blev ikke til mange chancer. Men et par gode langskud afgjorde kampen til fordel for BSF.

Med kun 40 timer til kick-off til kampen mod Greve, var det vigtigt at holdet kunne komme tilbage på sporet rent mentalt – og det lykkes heldigvis! For selvom der var trætte ben og ømme kroppe, blev der kæmpet fortrinligt, og efter 14 min. bragte Caroline Møller-Jørgensen Farum/FCN foran med 1-0. Efter 33 min. scorede Esther Rønn til 2-0 på et flot langskud. Det var også stllingen ved pausen.

Laura Juul Hansen kom skarpt ud til 2. halvleg, og hun bød således ind med et hattrick med mål efter 48, 56 og 71 min. Greve fik reduceret direkte efter hjørnespark efter 64 min., men ellers holdt forsvaret Greve fra de store chancer. Victoria Kold-Larsen fik scoret til 6-1 kort efter, at hun var blevet skiftet ind, og 6-1 blev også kampens resultat.

Det er meget tæt i toppen af rækken, og en sejr i sidste kamp ude mod FC Damsø lørdag 16. juni kl. 15.30 vil sikkert være påkrævet for at sikre oprykning. Kvinderne får brug for opbakning i Vanløse Idrætspark, Klitmøllervej 20, 2720 Vanløse.

Farum BK/FCN har også et fælles hold i U/18 Elite for kvinder, og her blev det søndag til endnu en storsejr på 8-1 hjemme over Albertslund BS 72. Holdet fører rækken med 24 point for otte kampe.

Pigerne på U/16 Elite ville ikke stå tilbage og vandt hele 9-0 hjemme over FC Damsø og fører sin række lige så suverænt med maksimumpoint efter syv kampe og spiller næste kamp lørdag 9. juni kl. 11.00 i Frederikssund.

Målscorere for Farum BK/FCN: 1-0 Vanessa Licht, 2-0 Katrine Møller Kühl, 3-0 Anna Walter, 4-0 Katrine Møller Kühl, 5-0 Anna Walter, 6-0 Vanessa Licht, 7-0 Katrine Møller Kühl, 8-0 Iben Sindlev, 9-0 Anna Walter.

I herreungdom har hverken FCN U/19 liga eller U/17 liga været i aktion i denne weekend, men det skal begge hold i de kommende dage:

FCN U/19 Liga spiller sæsonens næstsidste kamp hjemme i Right to Dream Park i morgen Grundlovsdag kl. 13.00 mod Brøndby.

FCN U/17 Liga spiller sæsonens tredjesidste kamp ude mod Brøndby på onsdag kl. 18.30. U/17 drengene ligger lige nu på tredjepladsen, og det er således en meget vigtig kamp for igen i år at sikre medaljer.