FCN holder fast i chancen for medaljer i U/17 Ligaen

Kategorier

U/17 vandt 3-2 i Randers, mens U/19 tabte 2-4 samme sted. U/16 Elite piger fik sin sjette sejr i træk.

U/17 Liga: Randers-FCN 2-3 (1-1)
Mål: 9. minut 1-0. 37. minut 1-1 Andreas Bredahl. 45. minut 1-2 Andreas Bredahl (straffe). 50. minut 1-3 Thor Høholt. 68. minut 2-3.

FCN kom ret hurtigt bagud i Randers efter en forsvarsfejl ved et indkast tæt på eget mål. Det slog dog langtfra de unge tigre ud af rytmen. De greb godt fat i kampen og rullede mange gode angreb frem. Det gav bonus kort før pausen med udligning ved Andreas Bredahl og ny tro på tingene til 2. halvleg.

Her fik FCN en virkelig god start. Først blev der begået straffespark mod Noah Crone, og på det smadrede Andreas Bredahl bolden stensikkert op i målhjørnet til FCN-føring på 2-1. Og kort efter var det Thor Høholt, der leverede en perletræffer på direkte frispark til 3-1.

Det satte dog også gang i hjemmeholdet, og Randers satte FCN under tryk, men tigrene modstod flot bortset fra en enkelt gang, da Randers godt ti minutter før tid fik reduceret til 2-3. Men de tre fortjente point kom med hjem, og dermed holder FCN fast i tredjepladsen før de sidste tre kampe. Næste kamp er onsdag 6. juni ude mod Brøndby.

U/19 Liga: Randers-FCN 4-2 (0-2)
Målscorere for FCN: Emeka Nnamani og Oliver Tølbøll Rimmen.

Trods en drømmestart med en forholdsvis hurtig føring på 2-0, lykkede det ikke FCN at få point med sig hjem fra Randers i U/19 Ligaen. Det startede så flot med scoring af Emeka Nnamani til 1-0 og lidt senere Oliver Tølbøll Rimmen til 2-0, og føringen holdet sig også til langt hen i 2. halvleg inden det totale forsvarssammenbrud mod kampens slutning.

På to hurtige mål efter godt en times spil fik Randers udlignet til 2-2, og i slutfasen nettede kronjyderne endnu to gange til sejr på 4-2. FCN U/19 får chancen for at revanchere sig allerede i morgen tirsdag 29. maj i udekampen mod Silkeborg, sæsonens tredjesidste kamp.

U/16 Elite piger: Allerød FK-Farum BK/FCN 0-6 (0-0)

Pigerne fra Farum Boldklub/FCN er ustoppelige i U/16 Elite, hvor det blev den sjette sejr på stribe og dermed fortsat maksimumpoint i rækken. I sidste uge vandt pigerne med hele 10-1 hjemme over Birkerød, og denne gang gik det ud over Allerød FK, der på hjemmebane blev slået med 6-0.

Hele 1. halvleg spillede Farum Boldklub/FCN under vanligt niveau, og der stod 0-0 ved pausen. Men så blev der justeret nogle ting, og pludselig gik det stærkt. FarumBK/FCN pigerne nåede at score hele seks gange i 2. halvleg og fik således en ny storsejr. Næste kamp er hjemme mod Damsø søndag 3. juni kl. 11.00.