Mathias Jensen kåret som årets spiller

Kategorier

Mathias Jensen med prisen som Årets Spiller i FCN 2018.

FC Nordsjælland sluttede i aftes sæsonen af på festlig vis med den store Award 2018, hvor der var uddeling af alle de traditionsrige priser.

Alle i og omkring FC Nordsjælland var i aftes samlet i Right to Dream Parks festlokaler for at hylde en række spillere, trænere,  ledere og frivillige, der har gjort en forskel hele sæsonen igennem. Og heldigvis kunne FCN Award 2018 afvikles som det reelle sæsonpunktum, da bronzemedaljerne og pladsen i Europa jo allerede blev sikret i den fantastiske kamp mod FCK mandag aften, hvor over 10.000 tilskuere i Right to Dream Park så, hvor langt FCN er nået i sin vision for fremtiden.

Den fornemste pris, der hvert år uddeles, er titlen som Årets spiller i FCN. Den blev overrakt af cheftræner Kasper Hjulmand og gik til holdets kun 22-årige anfører Mathias Jensen, der også har fået valg til Danmarks bruttotrup til sommerens VM-slutrunde. Mathias Jensen har leveret en outstanding sæson, og lovordene fra Kasper Hjulmand fortalte om en spiller, der dedikeret har gået efter det hele vejen fra ungdomsårene, hvor han med forældrenes store støtte tog turen fra bopælen i Kalundborg til træning mange gange hver uge.

Udbyttet har været fantastisk for Mathias Jensen og FC Nordsjælland, og anføreren har leveret et imponerende gennembrud i dansk fodbold. Det er også meget store navne, Mathias Jensen træder i fodsporet af: Forgængerne gennem de bare seneste seks sæsoner har været Nicolai Stokholm i 2012, Jesper Hansen 2013, Patrick Mtiliga i 2014 og 2015, samt Stanislav Lobotka i 2016 og 2017.

Mathias Jensen har spillet næsten samtlige minutter i sæsonens løb og kun været udenfor i en enkelt af de 36 kampe med en karantænedag. Han har krydret en imponerende indsats med 12 mål og 10 assists, hvilket også resulterede i andenpladsen på klubbens topscorerliste, baseret på både mål og måloplæg.

Udover prisen til årets spiller, blev der uddelt en lang række priser til følgende:

Årets Talent: Magnus Kofod Andersen
Magnus er kun lige fyldt 19 år, og han har her i sin debutsæson været fast mand på midtbanen i næsten samtlige kampe.
Årets Mål: Godsway Donyoh
Godsway vendte retur fra en langvarig skadespause med et langskudsmål, som man sjældent ser magen til, i udekampen mod FCM den 7. maj.
Årets Værdispiller: Runar Alex Runarsson
Alex har nu i 4½ år vist en fantastisk klubånd og udstråler altid de værdier, som FCN står for. Den islandske landsholdmålmand har også sportsligt gjort det så godt, at turen nu går til VM i Rusland.
Årets Fighter: Victor Nelsson
19-årige Victor Nelsson er i denne sæson rykket ned i forsvaret som en sand kriger med kolossal luftstyrke, kraft i nærkampene og blik for indgreb og opspil. Det har også gjort ham til U/21 landsholdsspiller trods den unge alder.
Årets Topscorer: Emiliano Marcondes
Emiliano Marcondes leverede en hel unik efterårssæson, inden skiftet til Brentford i januar. Han nåede at lave 17 mål og 9 assists inden sit farvel, og dermed forblev han sæsontopscorer for FCN og nr. 2 i hele Superligaen.
Årets Tiger: Lukas Beyer Christensen
Det er et vildt imponerende og entusiastisk arbejde, Lukas Beyer Christensen, i denne sæson har leveret som stadionansvarlig for afvikling af kampene med topservice i boderne og mange nye ideer til at højne fodboldoplevelsen i Right to Dream Park.
Årets Frivillige:
De frivilliges indsats er af meget stor betydning for FC Nordsjælland, og følgende fem modtog ved festen fortjent hæder for årets indsats: Lars Kristoffersen, Daniel Pihl, Tom Sivert, Kristian Jensen og Joseph Andersen. To andre, Erik Andersen og Simon Seitner, var ikke med ved Awarden men bliver naturligvis også hædret.

Se billeder af prismodtagerne her: