Hjulmand: Vi skal tage to tre trin op i kvalitet

Kategorier

Kasper Hjulmand dirigerede med stort engagement på sidelinjen mod Horsens.

Boesenfoto.dk

– Vi har kæmpe respekt for AaB og får kun noget med fra Aalborg, hvis vi spiller op til vores bedste, fastslår FC Nordsjællands cheftræner.

FC Nordsjælland har ikke vundet i Aalborg siden august 2014, og de sidste to udekampe mod AaB er endt 1-1. Denne gang står der ekstra meget på spil for FCN, når tigrene gæster Aalborg Portland Park i morgen fredag kl. 18.00.

FCN kæmper side om side med FCK om bronzemedaljerne, og udfaldet af kampene AaB-FCN og FCK-FCM, der spilles samtidigt bliver afgørende for, hvem der får bronze, hvis den sidste kamp i Right to Dream Park mellem FCN og FCK ender uafgjort.

AaB viste højt format i søndags ved at vinde 1-0 over FCK, og FC Nordsjællands cheftræner Kasper Hjulmand siger:

– Vi har kæmpe respekt for AaB og får kun noget med fra Aalborg, hvis vi spiller op til vores bedste. Vi skal tage to tre trin op i kvalitet i forhold til vores seneste kamp mod Horsens, men det er drengene fuldstændig klar over, og vi har haft nogle rigtigt gode træninger i denne uge.

– De er topmotiverede, og vi tager derop for at levere en god kamp. Så må vi se, hvad der rækker til. Jeg har sagt til spillerne, at de skal nyde de næste dage og levere det bedste, de kan. Det er store kampe, og de skal nyde nu’et og glæde sig til kampene, siger Kasper Hjulmand.

Lige nu sidder FCK på tredjepladsen med en målscore, der er to mål bedre end FC Nordsjællands. Men også FCK skal på en svær opgave mod FC Midtjylland, selv om kampen spilles i Parken. FCM lugter guld efter sejren i Brøndby mandag aften.