FCN møder Ajax og PAOK på træningslejren

Kategorier

FCN-spillerne er færdige med at fejre bronzen og er på velfortjent ferie til den 13. juni.

FC Nordsjællands spillere er tilbage fra ferie onsdag 13. juni, og FCN forbereder sig igen i år til sæsonstarten med en ti dage lang træningslejr i Delden i Holland i starten af juli.

I øjeblikket er FCN-spillerne på en velfortjent sommerferie, og når de kommer retur onsdag 13. juni, bliver det til præcis én måneds forberedelse til første alvorlige opgave i den nye sæson, nemlig første kamp i Europa League kvalifikationen torsdag 12. juli. Navnet på modstanderen får FCN først ved lodtrækningen onsdag 20. juni.

Den første Superligakamp skal FCN spille søndag 15. eller mandag 16. juli. Kampprogrammet for den nye Superligasæson forventes offentliggjort på mandag.

Spillerne møder den 13. juni til alle de vante tests, så den fysiske stab nøjagtigt ved fra hvilket punkt, formen skal genopbygges til topniveau en måned senere. Herefter får de lov at holde en friweekend 16. og 17. juni, men så går det også for alvor løs med forberedelserne.

Der er planlagt to træningskampe inden afrejsen til træningslejren i Delden i Holland, hvor FCN også har forberedt sig de seneste år. Lørdag 23. juni kl. 13.00 spiller FCN en hjemmekamp mod Nykøbings 1. divisionshold, og onsdag 27. juni spiller FCN ude mod svenske IFK Norrköping, der spilles kl.13.30 i Norrköping.

Fredag 29. juli sætter Superligatruppen kurs mod Delden i Holland, hvor der er planlagt to træningskampe. Først mod græske PAOK Saloniki i byen Venlo mandag 2. juli kl. 17.00, og den anden mod Ajax lørdag 7. juli kl. 15.00. Den kamp spilles i Putten, og straks efter sætter truppen kurs mod Danmark igen.

De fire planlagte træningskampe ser altså således ud:

Lørdag 23. juni kl. 12.30: FCN-Nykøbing
Onsdag 27. juli kl.13.30: IFK Norrköping-FCN i Norrköping
Mandag 2. juli kl. 17.00: PAOK-FCN i Venlo i Holland
Lørdag 7. juli kl. 15.00 Ajax-FCN i Putten i Holland