Sejr til både U/17 liga og U/16 elite piger

Kategorier

Oliver Tølbøll Rimmen var oplægger til det første FCN-mål og scorede selv det andet.

U/17 holder med sejren fast i toppen af U/17 Ligaen og kan se frem til en række spændende kampe med medaljemuligheder.

U/17 Liga: Haderslev-FCN 0-2 (0-0)
Mål: 58. minut 0-2 Christian Kjelder Rasmussen. 75. minut 0-2 Oliver Tølbøll Rimmen.

Selv om Haderslev ligger i bunden af U/17 Ligaen er det ikke let at slippe fra det sønderjyske med alle tre point, men det gjorde FC Nordsjælland lørdag med en sejr på 2-0. Det meget unge FCN-mandskab med mange U/15 spillere på holdet måtte arbejde hårdt, og målene lod vente på sig til 2. halvleg.

Indskiftede Christian Kjelder Rasmussen scorede til 1-0 på oplæg fra Oliver Tølbøll, der selv gjorde det til 2-0 kort før tid med et flot mål, hvor han elegant tjippede bolden over keeperen.

Med sejren holder FCN fast i toppen af rækken og ligger lige nu på tredjepladsen. Næste opgave er hjemmekamp på lørdag kl. 15.15 mod Vejle, der ligger på 5. pladsen. Umiddelbart forinden kl. 13.00 spiller FCN U/19 også hjemme mod Vejle, så der bliver gang i den i Right to Dream Park både lørdag og søndag, hvor FCN i Superligaen får besøg af Brøndby.

U/16 piger elite: Farum BK/FCN-Team Vest 3-1 (2-1)
Mål: 4. minut 1-0 Emmi Lou McEwen. 6. minut 1-1. 24. minut 2-1 Vanessa Licht. 67. minut 3-1 Vanessa Licht.

Det nye fælleshold af U/16 piger fra Farum BK/FCN har fået en flyvende start på sæsonen. Efter den sikre udesejr over Ølstykke i premieren fulgte holdet op med endnu en sejr på 3-1 over Team Vest, der er en sammenslutning af Vallensbæk og Herstedøster og som også havde vundet første kamp i sæsonen.

Pigerne var meget opsatte fra start, og holdet spillede bedre rundt med bolden end i sæsonåbneren. Farum BK/FCN fik også en drømmestart med et hurtigt mål af Emmi Lou McEwen, men desværre svarede Team Vest lynhurtigt igen til 1-1.

Det lykkedes alligevel pigerne fra Farum at gå til pausen med en føring på et mål scoret af Vanessa Licht, og hun cementerede også sejren med en scoring til 3-1 i 2. halvleg. Dermed er Farum BK/FCN kommet flot fra start og næste opgave er udekamp mod Nykøbing FC torsdag 26. april.