fbpx

FCN har fået licens til U/18 DM for piger

Kategorier

Foto: Rie Neuchs

– Det er helt fantastisk, for det er hjørnestenen i hele vores vision for kvindefodbolden i FC Nordsjælland og de høje mål for fremtiden, siger Christian Taylor, chef for FCN kvindefodbold.

FC Nordsjællands hastigt spirende kvindeafdeling fik i dag et mega boost, da det lykkedes klubben af få tildelt DBU-licens til U/18 DM for piger. Danmarks bedste ungdomsrække indenfor kvindefodbold. FCN får dermed debut, når den nye DM-række starter til sommer.

Head of Women’s Football i FC Nordsjælland, Christian Taylor, jublede sammen med resten af klubben, da DBU i dag gav meddelelse om, at FCN har fået licens til U/18 DM for piger:

– Det er præcis det, vi har arbejdet så hårdt for i seks måneder nu. Det er kæmpe stort, og det hele vores vision for FCN kvindefodbold bygger på. Det er også første gang nogensinde, at en klub får den eftertragtede licens i første forsøg, og det har alle i klubben grund til at være stolte over.

– Siden FCN startede afdelingen for kvindefodbold for et halvt år siden har det her været det første store delmål. Vores vision er, at U/18 DM holdet skal være klubbens udviklingsplatform for pigerne til fremtidens seniorhold. Og licensen giver også automatisk klubben indplacering på topniveau for U/16 og U/14 piger.

– Vi vil bruge U/18 DM til udvikling af spillerne, akkurat som klubben gør det med U/19 og U/17 ligaholdene for drenge. Planen er så, at vores hold for kvindesenior i samarbejde Farum Boldklub allerede til sommer rykker op i 1. division, og U/18 pigerne fremover kan forstærke det hold, så pladsen i 3F Ligaen som er toppen af dansk kvindefodbold, snart kan blive en realitet, lyder det fra en jublende lykkelig Christian Taylor.

For kvindefodbolden i FCN har det været en fantastisk uge, da klubben også i søndags i forbindelse med Superligakampen i Right to Dream Park kunne forlænge kontrakten for endnu fire år med Toppartner DHL, som samtidig også går ind som partner for klubbens kvindefodbold, ligesom den anden Toppartner AL Bank allerede er blevet samt Diadora.