Åben slagudveksling med masser af mål

Kategorier

Boesenfoto.dk

FCN og Brøndby leverede topunderholdning i en tætpakket  Right to Dream Park med sæsonens mest medrivende kamp, men desværre var gæsterne lige en tand skarpere og vandt 4-3.

Det var en kamp mellem Danmark to mest scorende, mest underholdende og bedst spillende mandskaber, og det levede både FCN og Brøndby i sandhed op til. De knap 9.000 tilskuere i Right to Dream Park har næppe nogensinde set så mange målchancer skabt på 90 minutter.

Det gik hu hej fra den ene ende af banen til den anden næsten uafbrudt fra første til sidste fløjt, og angrebene hvislede gennem kunstgræsset i et tempo, som ingen andre hold i Superligaen magter. Begge hold var klart bedst i offensiven, og kampen kunne snildt være endt uafgjort 7-7, hvis begge hold havde været skarpe på de mest åbne chancer.

Det var de langtfra, og desværre for FC Nordsjælland, var det Brøndby, der kunne trække sig tilbage fra den lige kamp med alle tre point for en sejr på 4-3. Gæsterne bejler stærkt til guldet i denne sæson, og første halvdel af 1. halvleg var det til at se hvorfor. Her var Brøndby konstant farligere med direkte angreb, mens det kneb mere for FCN at holde flow i spillet.

Det gav også Brøndby en føring på 2-0, da Teemu Pukki gled alt for let igennem i det 19. minut og fik hjælp til scoring med et skud, der blev rettet af, så det snød Alex Runarsson i målet. Og i det 24. minut knaldede Kasper Fisker bolden ind på et langskud til 2-0.

FCN havde på det tidspunkt også skabt tre helt åbne målchancer til henholdsvis Mads Mini, Ernest Asante og Mathias Rasmussen, men har var Frederik Rønnow i Brøndby-målet hver gang vaks ved havelågen. Men da Mathias Jensen i det 34. minut hamrede på kassen på et direkte frispark, måtte selv Rønnow give fortabt, og FCN var tilbage med 1-2 på tavlen.

Det gav et boost og også chancer for udligning, men i stedet blev det Brøndby, der kunne gå til pause med endnu en scoring i allersidste minut for halvtid, da Kevin Mensah blev spillet fri i dybden og løb fra både forsvaret og rundede Alex i målet, inden han drejede bolden ind til 3-1.

Fra 2. halvlegs start skiftede FCN system fra 3-4-3 til 4-3-3 og sendte Mikkel Rygaard og Jonathan Amon på banen. Amon har været ude med en skade siden forårspremieren, men den lynhurtige amerikaner viste straks sit potentiale med tempo og konstante udfordringer. FCN lavede nærmst stormløb mod Brøndby-målet i det første kavter af 2. halvleg, og i det 53. minut fik FCN endelig bonus af alle de chancer, tigrene skabte.

En gennem hele kampen stærkt spillende Mathias Jensen sendte Mads Mini Pedersen afsted med en perfekt aflevering i dybden, og Mini tog flot bolden med og lagde den iskoldt ind under Frederik Rønnow til 2-3. Det satte endnu mere skub i FCN-angrebsmaskinen, og både Karlo Bartolec, Jonathan Amon og Mikkel Damsgaard testede Rønnow til det yderste. Desvære stod Brøndby-keeperen imod hver gang.

FCN satsede mere og mere, og det gav naturligvis også Brøndby flere oplagte kontrachancer, men Alex og forsvaret klarede det hele, indtil FCN igen viste sin svaghed ved dødbolde i det 77. minut. På et hjørnespark fik Hermannsson uhindret lov at heade bolden i nettet til 4-2.

Men FCN havde trukket luft til endnu en slutspurt, og der var målchancer til både indskiftede Lasse Petry og Ernest Asante, inden det i det 84. minut lykkedes Lasse Petry at reducere til 3-4 på et glimrende hovedstød. Og så satte FCN tryk på igen. Det gav en kæmpe chance for udligning, da Karlo Bartolec serverede tæt foran mål, hvor Jonathan Amons afslutning blev reddet på målstregen.

Det var en fantastisk fodboldkamp, måske den allerbedste i hele sæsonen, og den burde ikke have haft en vinder. Men desværre gik det ikke FC Nordsjællands vej i slutfasen, og så gælder det bare om at tage de bedste ting med videre. Der er mulighed for revanche allerede på søndag, hvor de to hold mødes igen i Brøndby.