U-holdene viste vejen mod FC Midtjylland

Kategorier

Emeka Nnamani blev matchvinder med sin scoring kort før slutsignalet i U/19 kampen mod FCM.

U/19 vandt 3-2 og tilføjede dermed FCM sæsonens første nederlag, mens U/17 kampen sluttede 5-5 efter en rigtig målfest.

På søndag får FCN besøg af FC Midtjylland til topbrag i Superligaen, og allerede i lørdags tog de to klubbers stærkeste U-hold en styrkeprøve i Right to Dream Park. Og er det en forsmag på søndagens træf i Superligaen, venter der en målrig og underholdende match.

U/19 Liga: FCN-FCM 3-2 (0-2)
Mål: 1. minut 0-1, 20. minut 0-2. 66. minut 1-2 Emeka Nnamani. 75. minut 2-2 Christoffer Palm. 92. minut 3-2 Emeka Nnamani.

FC Midtjylland kom til Farum som hidtil ubesejret og suverænt tophold i U/19. Gæsterne fik også en drømmestart med scoring allerede efter 50 sekunders spil. I det hele taget var FCN lidt på hælene i den første del af kampen, og det blev også fortjent 2-0 til FCM midt i 1. halvleg.

Men herefter fik tigrene kæmpet sig bedre ind i kampen, og det gav optimisme til 2. halvleg, hvor FCN ændrede lidt stil til mere direkte angrebsspil. FCN fik styr på spillet og efter en reducering til 1-2 ved Emeka Nnamani, gik tigrene for alvor til angreb.

De midtjyske ulve var fortsat farlige på hurtige omstillinger, men det lykkedes FCN at få udlignet til 2-2 med et kvarter igen på et debutantmål. Det var den kun 15-årige Christoffer Palm, der scorede sit første mål i U/19 Ligaen. Herefter gik FCN helhjertet efter sejren, og det lykkedes to minutter inde i tillægstiden.

Først brændte Emeka Nnamani en gigantisk chance, men da han øjeblikket efter fik serveret en ny af Oliver Tølbøll kom den forløsende scoring til 3-2, der holder FCN tæt på toppen og gav FCM sæsonens første nederlag.

– Det var en svær kamp, men drengene viste en fantastisk karakterstyrke, da de kom bagud 0-2. Vi fik kæmpet os tilbage i kampen og gik efter det i 2. halvleg, lyder det fra U/19 cheftræner Morten Karlsen.

FCN U/19 har nu startet foråret med to sejre i Ligaen og en 1-0 sejr over FCK i Pokalturneringen. På lørdag kl. 13.30 gælder det igen FCK på udebane i Ligaen.

U/17 Liga: FCN-FCM 5-5 (2-2)

U/17 spillede en meget intens og målrig kamp mod FC Midtjylland. FCN stillede igen med et ekstremt ungt hold, der i startopstillingen bestod af udelukkende årgang 02 og 03. Kampen bølgede meget frem og tilbage, og hele fire gange var gæsterne i front. Hver gang fik FCN udlignet, og så vendte tigrene kampen helt rundt til sidst og kom foran 5-4.

Desværre fik FCN ikke afvist en lang bold til allersidst, og så endte situationen i et straffespark, som FCM udnyttede til slutresultatet 5-5.

U/17 cheftræner Kasper Kurland siger:
– Drengene gjorde det rigtig godt, og der var mange gode præstationer og flotte mål, men også situationer, som vi løste alt for skidt og som kostede nemme mål til FCM. Vi stillede det yngste hold nogensinde i U/17, og vi kan både tage meget godt med fra kampen, men også en del at arbejde videre med.

FCN U/17 spiller også ude mod FCK på lørdag kl. 16.00.