Sikker 3-0 sejr uden at ramme topniveau

Kategorier

Anfører Mathias Jensen har resolut klappet bolden i kassen til 2-0 i starten af 2. halvleg og tiljubles af kammeraterne.

Foto: Getty Images

Det er høj klasse at vinde sikkert på en svær udebane mod en tætpakket modstander, og med de tre vigtige point i Randers er FCN klar til topkamp hjemme mod FC Midtjylland på søndag.

Det, der virkelig kendetegner et tophold, er, at også svære udekampe giver tre point. Derfor fik FC Nordsjælland sat en tyk streg under formatet til at spille med om medaljer, da kampen i Randers blev vundet stensikkert 3-0 på en dag, hvor tigrene slet ikke ramte topniveau.

FC Nordsjælland kan spille endnu bedre, men alligevel styrede tigrene kampen næsten fra start til slut. Fra første fløjt var bundholdet Randers kun koncentreret om at gardere sig med en fem-mands kæde foran de fire i bagkæden, og den respekt takkede FCN for ved at styre totalt i 1. halvleg.

Randers stod lavt, og FCN kunne brodere rundt med bolden efter behag. Det svære var at finde plads til de sidste chanceskabende pasninger, men det lykkedes dog et par gange, hvor Mathias Rasmussen og Ernest Asante desværrre manglede kynisme i afslutningerne.

Og efter knap en halv times spil kom så belønningen for det konstante pres efter et mønsterangreb. En dyb bold fra Magnus Kofod dirigerede Karlo Bartolec ind i feltet med en førstegangsaflevering. Her bandede Asante og Mikkel Rygaard med hinanden og lagde bolden til rette for Mikkel Damsgaard, der med et kontrolleret og velplaceret skud gjorde det til 1-0. Det første Superligamål nogensinde af kun 17-årige Mikkel Damsgaard.

FCN fik også en drømmestart på 2. halvleg, da Mikkel Damsgaard i 48. minut spillede Mathias Rasmussen helt fri, men målmand Halldorsson nåede frem og fik blokeret i første omgang. Mathias Rasmussen forsøgte et indspil på riposten, men her kom en forsvarer i vejen, og så lå bolden pludselig for fødderne af anfører Mathias Jensen, der ikke betænkte sig et sekund, men sikkert bankede sit 8. sæsonmål i kassen til 2-0.

Det burde have givet FCN endnu mere kontrol, men mærkeligt nok skete lige akkurat det modsatte i de næste minutter. Randers kastede alle hæmninger over bord og gik til modangreb, og det skabte en del panik i FCN-fosvaret, især ved den gamle svaghed, dødboldene, som kronjyderne fik alt for mange af.

I det 50. minut var det meget tæt på reducering på hovedstød efter hjørnespark, men på selve målstregen reddede Victor Nelsson for FCN, som han har gjort flere gange i denne sæson. Nelsson spillede igen en bundsolid kamp som forsvarets krumtap, og efter for meget tju bang spil i første halvdel af 2. halvleg, genvandt FC Nordsjælland kontrollen med kampen.

Flere gange havde FCN muligheden for definitivt at lukke kampen, men hverken Asante eller Mikkel Rygaard på en foræret chance fik scoret. Derfor lod målet til 3-0 vente på sig til det 86. minut, hvor 17-årige Nikolai Baden Frederiksen scorede et pragtmål efter kun to  minutter på banen. Det var hans tredje scoring som indskifter, og tre mål med kun 150 minutters samlet spilletid vidner om stor effektivitet.

Efter topprofessionelt arbejde kunne FCN trække sig tilbage med de tre meget vigtige point, der holder snor i de to tophold og holder afstanden til FCK. En stensikker sejr på en dag, hvor spillet ikke var så prangende som sidst mod Silkeborg, men hvor alle holdt så højt et bundniveau, at der ikke blev givet unødvendige chancer væk.

Og vigtigt var det, at FCN fik holdt clean sheet for kun tredje gang i denne sæson. Også et rigtig godt tidspunkt for målmand Alex Runarsson, da kampen også var en keeperduel, mellem Islands to bedste målmænd.

25 entusiastiske fans havde taget turen til Randers og støttede holdet fantastisk. Og nu er der bagt op til et brag af de helt store på søndag kl. 16.00 i Right to Dream Park, når FC Midtjylland kommer på besøg.

Der må være mulighed for sæsonrekord på hjemmebanen, hvor FCN har leveret så fantastisk hele sæsonen og nu kan skabe nærkontakt til ulvene. De er kun fredede i Jylland, ikke i Right to Dream Park.

Se statistik fra kampen i Randers HER