Trupstatus fra sportschefen

Kategorier

Foto: FCN

FC Nordsjælland befinder sig lige nu på de sidste dage af træningslejren i La Manga, og med 28 spillere på græs i det spanske, hvor af de 19 er akademi-spillere, så tegner fremtiden også helt efter strategien, et FCN-hold med mange unge og egenudviklede spillere.

På forhånd havde FC Nordsjællands sportschef, Carsten V. Jensen, bebudet, at januars transfervindue ville blive forholdsvis roligt, for traditionen tro er trimningen af truppen i FCN en løbende proces, hvor et transfervindue planlægges lang tid i forvejen. Og med sigte langt hen i de kommende sæsoner.

Sportschef Carsten V. Jensen siger:

– Vi kendte i god tid til de planlagte og væsentlige trupændringer, der var udsigt til i dette vindue, og at det var herudover en prioritet ikke at lade os friste af bud på vore nøglespillere. Det sidste lykkedes vi med til trods for sen og konkret interesse fra flotte adresser i top 5 ligaer.

– Når vi lægger planer for hvilke positioner, vi ønsker at forstærke, kikker vi i forlængelse af vores overordnede strategi først og fremmest på, hvad der er på vej af spillere fra akademiet. Det er en kendt prioritet for os, men vi vil også fortsat have brug for at supplere FCN med dygtige spillere udefra.

– I dette vindue handlede det om tidligt at komme på plads med en spiller til forsvarets venstre side, således at vi har vores alternativer på positionen på plads. Det lykkedes med tilgangen af Ulrik Yttergaard Jenssen, og han har allerede i opstarten vist sig som en dygtig og moden spiller, der passer godt ind. Samtidig har vi traditionen tro fået gjort plads til de næste fra akademiet, og flere af disse har vist sig godt frem her på træningslejren, og det et er i det hele taget en ren fornøjelse at se, hvordan vores akademi-spillere hele tiden presser sig på.’

– Derudover har vi fået sendt et par spillere på lån, som ikke stod forrest til at få spilletid, og det vil forhåbentlig give dem kamptid og dermed yderligere erfaring til fremtiden, således at de kommer tilbage og kan tage konkurrencen op på Superliga-holdet, siger Carsten V. Jensen.

Der er Mohammed Fellah, som er lejet ud til OB, samt unge Abdul Mumin til HB Køge og Jakob Johansson til Randers. Desuden er lejekontrakten med Manchester City af Collins Tanor ophævet, så den talentfulde ghaneser fra Right to Dream Akademiet kan få chancen et andet sted efter ønske fra City og Collins Tanor selv.

Alt i alt giver det en FCN-trup, hvor der i den daglige træning sædvanen tro også bliver plads til en række af de spillere, der presser sig på fra akademiet. Mange af dem er allerede fast med og har fået flere Superligakampe.

Status for FC Nordsjællands transfervindue i januar ser således ud:

Nye spillere i truppen:
Ulrik Yttergård Jenssen, 1/1 fra Tromsø
Farvel til følgende spillere:
Jakob Johansson, udlejet til Randers 31/1
Mohammed Fellah, udlejet til OB, 30/1
Abdul Mumin, udlejet til HB Køge 24/1
Collins Tanor, retur til Manchester City efter endt lejeaftale
Pascal Gregor, kontraktudløb (skifter til FC Helsingør)
Patrick Mtiliga, karrierestop
Emiliano Marcondes, solgt til Brentford 1/1