fbpx

Mathias Jensen: Nye relationer tager lidt tid

Kategorier

Mathias Jensen spillede kamp nr. 50 for FCN i søndags og hyldes med blomster før kickoff i dag.

Boesenfoto.dk

– Der er forventninger til os nu, men der ændrer ikke på, hvordan vi ser os selv og går ind til kampene, siger den kun 22-årige Mathias Jensen, der er ny anfører for FCN.

Der er nærmest sket et generationsskifte for anførerbindet i FC Nordsjælland. Patrick Mtiliga stoppede sin karriere med efterårets sidste kamp i en alder af knap 37 år, og nu sidder anførerbindet på Mathias Jensen, der nytårsdag blev 22 år.

Mathias Jensen har også fået nr. 10 på ryggen og spillede i Haderslev sin kamp nr. 50 for FCN. Han ærgrede sig ligesom resten af holdet over nederlaget i forårspremieren:

– Vi vidste jo godt, at det ville blive svært i Haderslev, og at det var en kamp, vi kunne tabe. Men én kamp ændrer intet for os. Selv om vores placering fra efteråret har skabt forventninger, ændrer det ikke på, hvordan vi ser os selv. Vi tager én kamp af gangen og arbejder videre, som vi plejer.

– Der har været en del udskiftning siden efteråret. Der er kommet endnu flere unge ind på holdet og selv om de unge kender hele spillestilen er seniorbold noget andet, og nye relationer tager lidt tid.

– Der er et stort potentiale, og det ser spændende ud for fremtiden, for mange flere unge er på vej, siger Mathias Jensen, der selv har udviklet sig fantastisk, siden han blev fast mand på holdet for et år siden.

Hans store betydning for holdet fik han at mærke på en helt speciel måde i Haderslev, idet SønderjyskE havde ofret ham en total mandsopdækning, som vi ellers kun kender det fra håndbold. Victor Ekani havde fået den ene opgave kun at følge FCN-anføreren og neutralisere ham:

– Det var en mærkelig situation, som jeg aldrig har prøvet før eller set andre steder. Jeg forsøgte at bevæge mig meget rundt for at skabe mere plads til de andre, men det var ikke så sjovt. Jeg håber virkelig ikke, at det er noget, der vil brede sig.

– Nu glæder jeg mig til fredagens kamp mod OB, der ligesom os gerne vil spille fodbold langs græsset. Vi har haft det svært mod OB tidligere, men nu vandt vi sidst, så det er dem, der har revanche til gode. OB har et godt hold, der er til Top 6, og de holder meget fokus på deres eget spil, så jeg håber ikke, det bliver så taktisk, siger Mathias Jensen.

Han lader sig ikke tynge af det nye ansvar som anfører. Mathias Jensen er også anfører for U/21 landsholdet, og han har før vikarieret i rollen for FCN, så det er kun 10 tallet, der er helt nyt for ham:

– Det betyder selvfølgelig noget for mig, men jeg tænker ikke så meget over det, når jeg spiller, og det ændrer ikke på mig som spiller. Der er nok lidt ekstra forventninger, men jeg har også altid haft store forventninger til mig selv.

– Måske føler jeg, at jeg skal tage lidt mere ansvar og bidrage ekstra i det offensive spil, men generelt fortsætter jeg bare med at spille i den stil, som jeg plejer, siger Mathias Jensen.

FC Nordsjælland har i denne sæson kun tabt én eneste kamp hjemme i Right to Dream Park, og Mathias Jensen glæder sig over, at kampen mod OB spilles på det hjemlige kunstgræs:

– Når banerne er, som de er, rundt omkring i øjeblikket, er det da mere trygt at spille her på en bane, der passer til vores spil. Det er dejligt med en god hjemmebanestatistik, for der kommer jo også flere tilskuere i takt med, at vi vinder flere kampe.

– Jeg synes, vi har fået skabt nogle flere ritualer sammen med vores fans, og det giver også ekstra til hele holdet med det samspil, vi har med fansene. Forhåbentlig får vi endnu større opbakning i foråret, lyder det fra Mathias Jensen før forårspremieren i Right to Dream Park mod OB fredag kl. 19.

FCN-fansene kan også glæde sig over, at stemningen har fået et løft, idet det lokale firma JH Container er blevet ny Tribune-partner for stemningstribunen. Fantribunen er dekoreret i orange farver, og Jesper Henriksen fra JH Container giver gratis fadøl til de 100 første i Red Zone. Læs om det HER

Køb billet eller sæsonkort til hele foråret HER