FCN blæste Lyngby omkuld i 1. halvleg

Kategorier

Jonathan Amon splittede gang på gang Lyngbys forsvar med sin speed og smarte driblinger.

Efter en overbevisende 5-0 føring ved pausen slap FCN gaspedalen en smule i 2. halvleg og nøjedes med en sejr på tenniscifrene 6-3

Ugens snak om den truende konkurs i Lyngby havde åbenbart også sat sit præg på klubbens spillere, for de virkede nærmest ikke eksisterende på banen i 1. halvleg af dagens træningskamp i Right to Dream Park. Det var FCN her og der og alle vegne i de første 45 minutter, hvor gæsterne slet ikke kunne følge med i tigrenes tempofodbold.

FCN angreb kampen med en speed og aggressivitet, der nærmest blæste Lyngby omkuld fra første fløjt. Allerede i det 4. minut gav det bonus, da Ernest Asante blev sendt afsted med en stikning i dybden. Den lynhurtige ghaneser trak sig smart helt fri og nettede sikkert til 1-0.

Kort efter blev Mikkel Damsgaard spillet fri af Jonathan Amon uden at få scoret, men få minutter senere var unge Damsgaard træfsikker til 2-0, da han fik serveret bolden til afslutning fra Amon og Asante.

Jonathan Amon var med sin speed en evig kilde til uro i Lyngby-forsvaret, og den lille amerikaner var tæt på at score, da han efter godt ti minutter driblede sig helt fri, men han blev generet så meget til sidst, at skuddet gik lige uden om Lyngbys mål. Men da Jonathan Amon i det 22. minut blev sendt afsted af Mads Mini, scorede Amon med en klinisk afslutning til 3-0.

Det var også Amon, der fremtvang målet til 4-0, da han blev fældet til straffespark, som anfører Mathias Jensen sikkert eksekverede fra 11 meter pletten. 5-0 blev det også inden pausen, da Mikkel Damsgaard nettede med et godt skud fra kanten af straffesparksfeltet på en bold fra Mathias Jensen.

Mens 1. halvleg nærmest var ren legestue, kom der et noget mere tændt Lyngby-mandskab ud til 2. halvleg for at undgå den helt store ydmygelse. Men det startede ellers lidt i samme skure, selv om FCN havde skiftet i pausen på en hel del pladser.

Mads Aaquist blev spillet fri af Mathias Rasmussen uden at få scoret, men så var Mikkel Damsgaard på pletten med sit tredje mål i kampen til 6-0 på en perfekt bold fra Magnus Kofod i det 55. minut.

Det var alligevel som om, FCN havde mistet noget af rytmen på holdet. Lyngby kom bedre med og begyndte at skabe målchancer, og gæsterne fik pyntet meget på resultatet med tre reduceringer til 3-6 i løbet af 2. halvleg, hvor kampen kom til at bølge mere frem og tilbage.

I takt med udskiftning af hele holdet fra 1. halvleg blev organisationen hos FCN ikke helt så stabil, og det udnyttede Lyngby godt. FCN skabte dog stadig selv mange målchancer, men effektiviteten var slet ikke som før pausen, og derfor blev facit “kun”  6-3 i en kamp, hvor FCN burde have scoret mindst et par mål mere på oplagte tilbud efter gode gennemspil.

FCN vekslede både undervejs i 1. og 2. halvleg mellem systemerne 3-4-3 og 4-3-3, og det et vigtigt taktisk redskab, som holdet kan få meget gavn af, mener anfører Mathias Jensen, der spillede sin første kamp med 10-tallet på ryggen:

– Selv om vi scorede to mål, skabte chancer og ikke gav ret meget væk i det første kvarter, følte jeg, at vi løb en del forgæves inde midt på i 3-4-3 formationen, som vi startede med. Vores pres sad først helt rigtigt, da vi skiftede til 4-3-3. Det er en stor fordel, at vi lærer af skifte undervejs i kampene og kan gøre det flere gange.

– Det er dejligt at se, at det virker at skifte system, og vores fart i spillet skabte en masse chancer, mens de næsten ikke kom til nogen i 1. halvleg. Det var også vores fortjeneste, for vi stressede dem hele tiden i opspillet, lød det fra Mathias Jensen, der kun spillede de første 45 minutter og ærgrede sig lidt over, at Lyngby fik lov at pynte så meget på resultatet i 2. halvleg.

Matchfacts fra træningskamp 20. jan. i Right to Dream Park:
FCN-Lyngby 6-3 (5-0)
Mål: 4. minut 1-0 Ernest Asante. 8. minut 2-0 Mikkel Damsgaard. 22. minut 3-0 Jonathan Amon. 32. minut 4-0 Mathias Jensen (straffe). 36. minut 5-0 Mikkel Damsgaard. 55. minut 6-0 Mikkel Damsgaard. 63. minut 6-1 Bror Blume. 72. minut 6-2 Mikkel Rygaard. 78. minut 6-3 Simon Strand
FC Nordsjællands opstilling i 1. halvleg:
Alex Runarsson
Benjamin Tiedemann Hansen, Victor Nelsson, Ulrik Yttergård Jenssen
Karlo Bartolec, Magnus Kofod Andersen, Mathias Jensen, Mads Mini Pedersen
Ernest Asante, Mikkel Damsgaard, Jonathan Amon
FC Nordsjællands opstilling i 2. halvleg:
Nicolai Larsen
Karlo Bartolec, Benjamin Tiedemann Hansen, Ulrik Yttergård Jenssen, Emil Damgaard
Magnus Kofod Andersen, Lasse Petry, Mikkel Damsgaard
Tobias Mikkelsen, Mads Aaquist, Mathias Rasmussen.
Indskiftninger i løbet af 2. halvleg:
57. minut: Ibrahim Sadiq for Karlo Bartolec.
63. minut: Viktor Tranberg, Andreas Skovgaard, Mohammed Kudus og Jakob Johansson ind i stedet for Benjamin Tiedemann, Ulrik Yttergård, Magnus Kofod og Mikkel Damsgaard.