Kenneth Rasmussen får job hos DBU

Kategorier

Efter 13 år i FC Nordsjælland skifter Kenneth Rasmussen 1. marts til DBU.

Efter 13 år i FC Nordsjælland i forskellige jobs som leder af klubbens talentudvikling skifter Kenneth Rasmussen 1. marts til DBU for at arbejde med trænerudvikling.

Kenneth Rasmussen bor i Sverige og af familiemæssige årsager med meget weekend og aftenarbejde i FCN gennem mange år, valgte han i slutningen af 2017 af opsige sit job efter 13 år i klubben. Nu har Kenneth Rasmussen i stedet fået ansættelse hos DBU, hvor han skal arbejde med trænerudvikling i et job, der passer i hans liv nu.

– Jeg har været utrolig glad for min tid i FC Nordsjælland og er stolt over, hvor vi er nået til, og jeg føler, at jeg kan overlade det videre arbejde med ro i sjælen. Nu glæder jeg mig også selv til at prøve kræfter med nye opgaver, siger Kenneth Rasmussen.

Kenneth Rasmussen kom til FC Nordsjælland helt tilbage i 2005. Her var han det første år en del af Superligatruppen som spiller. Senere blev han en stor del af opbygningen af FCN’s akademi. Først som ungdomstræner, Talentchef og de sidste fire år som T+ Træner og Sportslig leder for U11-15, samt projektleder af skolesamarbejdet.

Sportschef for FCN akademi, Jan Laursen, siger:

– Vi ønsker Kenneth Rasmussen al mulig held og lykke med det nye job hos DBU, hvor han via arbejdet med træneruddannelse fortsat kan yde et væsentligt bidrag til fortsat udvikling af dansk fodbold. Kenneth har haft en stor andel i udformningen af den model, som vi i FC Nordsjælland er så stolte over. Vi takker ham mange gange for den indsats og loyalitet, han har vist klubben og ungdomsfodbolden gennem så mange år, siger Jan Laursen.