Både U/19 og U/17 høstede gode erfaringer

Kategorier

U/19, træner Morten Karlsen og U/17 træner Kasper Kurland var begge tilfredse med indsatsen, selv om facit af træningskampene var vidt forskelligt.

U/19 vandt stort over seniorholdet Køge Nord FC, mens U/17 måtte bøje sig for AB U/19

Træningskampe kan være særdeles værdifulde uanset om facit bliver store sejre eller nederlag. Det er ikke resultaterne, der er fokus på lige nu for FC Nordsjællands Ligamandskaber i U/19 og U/17, der arbejder intenst på at stå bedst muligt rustet til forårspremieren 24. februar og udvikling af spillerne.

Derfor spiller de også gerne mod andre mandskaber end dem, de møder til daglig i ligaerne. I lørdags prøvede U/19 sig af mod Sjællandsserieholdet Køge Nord FC, der har de to tidligere FCN-profiler Tommy “Brolægger” Olsen og Andreas Granskov ved roret som trænere.

Det gav en solid sejr til FCN på hele 8-1 efter føring på 3-1 ved pausen, men trods sejrens størrelse ser cheftræner for FCN U/19, Morten Karlsen, det som en værdifuld match:

– Jeg synes, det var en god kamp for gruppen, og vi lykkedes med rigtig meget. Især gav vores presspil en række mål, og vi formåede at holde så meget tempo i spillet, at vores modstandere sjældent kunne komme i nærkampe og udnytte en større fysisk styrke.

– Det var god læring for drengene som gruppe, og vi så også mange gode individuelle præstationer. Nu skal vi en tur til Sverige og møde Häcken på lørdag, og det bliver nok en lidt hårdere test mod deres U/19 hold, forudser Morten Karlsen, der også kan se frem til træningskampe mod Brøndby U/19 og Skovshoved fra 2. division, inden det går løs for alvor.

FCN U/17 udfordrede sig selv med en træningskamp mod U/19 mandskabet fra AB, og her gjorde aldersforskellen sig gældende i favør af det gæstende AB-mandskab, der vandt 5-1.

U/17 cheftræner Kasper Kurland siger:

– Det vigtigste var det udtryk, vi havde som hold i rigtig mange perioder af kampen. Det var vi rigtig godt tilfredse med trods nederlaget. Vi havde flere U/15 spillere med, og de tog udfordringen flot op. Holdet spillede fint sammen som en god blanding af U/15 og U/17.

FCN U/17 spiller på lørdag 10.30 hjemme mod Sarpsborg, og det samme gør U/16 og U/15 lige efter i Right to Dream Park.