U/17 holdt nullet for fjerde kamp i træk

Kategorier

Endnu engang holdt målmand Mohammad Ahmad clean sheet for U/17 holdet.

FCN U/17 vandt lørdag 3-0 over OB, mens fynboerne til gengæld vandt 1-0 over FCN i U/19.

FCN U/19 Liga: FCN-OB 0-1 (0-1)
Mål: 33. minut 0-1

Resultatet var langtfra et billede af kampen og chancefordelingen, men mere et billede af effektiviteten. Statistikken viste 22-8 i favør af FCN i afslutninger og 9-1 indenfor rammen. Så tigrene manglede ikke muligheder, men timingen mellem spillerne ramte ikke præcist foran fynboernes mål.

OB kendte sin besøgelsestid, da chancen bød sig efter godt en halv times spil, og fynboernes mål rakte til alle tre point, selv om FCN pressede på i 2. halvleg. Det blev dog ekstra svært til sidst, da Frederik Juul Kristensen fik sit andet gule kort, så FCN måtte spille færdig med 10 mand, men også OB fik en udvisning til allersidst.

Cheftræner Morten Karlsen siger:

– Jeg kan ikke klage over spillernes indsats, og udover resultatet var det en rigtig god kamp. OB ville gerne spille med, og det gav os muligheder, som vi skal være bedre til at udnytte.

Nu venter årets sidste kamp på lørdag hjemme mod Esbjerg, der er forsvarende U/19 mestre og netop har vundet det nordiske mesterskab.

FCN U/17 Liga: FCN-OB 3-0 (1-0)
Mål: 4. minut 1-0 Selvmål. 46. minut 2-0 Hektor Højbjerre-Thomsen. 65. minut 3-0 Andreas Bredahl.

Det var fjerde kamp i træk, målmand Mohammad Ahmad holdt clean sheet og med 3-0 sejren over OB fastholder FCN en position nær toppen. FCN startede også kampen meget stærkt og kom foran i det 4. minut på et selvmål efter hårdt pres mod det fynske mål.

FCN blev ved med at dominere kampen, men det blev ikke til flere scoringer. OB viste også farlighed ved nogle omstillinger, men efter 1-0 ved pausen satte tigrene trumf på kort inde i 2. halvleg med scoringen til 2-0 ved Hektor Højbjerre-Thomsen.

Det fik OB til at komme længere frem på banen og midtvejs i 2. halvleg var gæsterne meget tæt på en reducering, men lige foran målstregen fik Josef Elsubaihi og Lucas Bøje-Larsen i fællesskab reddet til hjørnespark. Det hjørnespark afviste FCN og kørte en lynhurtig kontra igennem, hvor Oliver Tølbøll serverede på et sølvfad til scoring for Andreas Bredahl og sejr på 3-0.

Også FCN U/17 slutter året af hjemme mod Esbjerg på lørdag.