Vild sæson for FCN og farvel til klublegender

Kategorier

FCN scorer mål på samlebånd og sætter rekorder. På søndag kl. 14 skal anfører Mtiliga og topscorer Marcondes have et festligt farvel i Right to Dream Park mod Hobro.

FC Nordsjælland bomber mål ind som ingen andre i hele Superligaens historie. Bare i de to seneste kampe har FCN scoret 9 mål, 6-0 over Horsens og 3-1 i Parken over FCK.

Dermed er FCN det klart mest scorende hold i denne sæson med 48 træffere. Det har ingen andre nogensinde præsteret efter 18 spillerunder.

Det har i det hele taget været en vildt god og løfterig sæson for FC Nordsjællands unge mandskab, der trods farvel til flere profiler sidste sommer har vist højt format og teamspirit i stort set hver eneste kamp.

Det har indtil nu givet 11 sejre, en pointhøst på 36 og en placering tæt på toppen med store chancer for at være en del af den top 6, der slutter foråret af med et Mesterskabsspil.

Her i efterårets sidste kamp må FCN igen sige farvel til nogle store profiler, og forhåbentlig får de en festlig afsked efter en stor indsats for klubben gennem mange år.

Anfører Patrick Mtiliga stopper sin aktive karriere i en alder af snart 37 år og kan gå på fodboldpension med status som en del af det mandskab, der i sæsonen 2011/12 sikrede FCN Danmarksmesterskabet og adgang til Champions League gruppespillet med kampe mod bl. a. Chelsea og Juventus.

22-årige Emiliano Marcondes fortsætter sin lovende karriere hos Brentford i England, og efter et helt forrygende efterår, kan han sige farvel som Superligatopscorer med 15 mål indtil nu og også flest assister af alle i Superligaen. Med 35 mål i alt forlader Emiliano også Right to Dream Park som all time topscorer for FCN i Superligaen.

Også 23-årige Pascal Gregor har efter mange år i klubben og 124 førsteholdskampe valgt at sige farvel til FCN ved kontraktudløb til nytår. Alle tre har med over 100 kampe fået en plads på FC Nordsjællands Hall of Fame, og de vil blive hyldet med blomster før kampen mod Hobro.

Publikum kan hjælpe dem og hele holdet til et festligt punktum med lydhør støtte, der kan bære tigrene frem mod tre meget vigtige point. En sejr vil virkelig lune i en lang vinterpause efter et 2017, hvor FC Nordsjælland har præsteret flot hele året.

Vær en del af det hele på søndag i Right to Dream Park. Køb billet HER