fbpx

Værd at vide før dagens kamp

Kategorier

Emiliano Marcondes blev fredag i Tipsbladet kåret som "Efterårets profil" efter stemmer fra alle trænerne i Superligaen.

FCN spiller i dag kl. 14 årets sidste kamp på hjemmebane mod Hobro. Her er lidt statistiske vinkler på den spændende Superligakamp.

Vidste du at…

…FCN og Hobro har mødt hinanden 7 gange i Superligaen, og samlet set har FCN 4 sejre, 1 kamp er endt uafgjort og 2 gange har Hobro vundet. Kun to af kampene er spillet i Right to Dream Park, og dem har FCN vundet begge to.

…Hobro vandt den første kamp mellem de to klubber i denne sæson så overbevisende som 4-0 i DS Arena i Hobro. Det er den eneste kamp i denne sæson, FCN ikke har scoret i. Samme sted røg FCN også ud af DBU Pokalen med et nederlag i straffesparkskonkurrence efter 1-1 i ordinær kamp og forlænget spilletid.

…Emiliano Marcondes er topscorer i Superligaen med 15 mål, to mere end Hobros ”Mål-Pål” Alexander Kirkevold på topscorerlistens andenplads, hvor Ernest Asante er nr. 3 med 12 kasser.

…Mads Mini Pedersen scorede til 3-1 mod FCK i søndags, og det er hans første Superligamål i karrieren.

…FCN er det klart mest scorende mandskab i Superligaen med 48 træffere, og det er ny rekord for Superligaen efter 18 spillerunder. Aldrig tidligere i historien har en klub scoret så mange mål på de første 18 kampe.

…kampens dommer, 40-årige Michael Tykgaard, er i gang med sin 8. sæson i Alka Superligaen. Det er anden gang i denne sæson, at han dømmer en kamp med FC Nordsjælland. Første gang var i 7. runde, da FCN vandt 3-0 hjemme over FCK.

…Ernest Asante spillede sin kamp nr. 50 mod FCK og hyldes umiddelbart før kampstart med blomster for sit jubilæum. De 50 kampe har budt på imponerende 17 mål og 11 assist fra Asantes hurtige fødder.

…der også er blomster til Patrick Mtiliga, Emiliano Marcondes og Pascal Gregor, der alle spiller sidste kamp for FCN. De er alle tre på Hall of Fame tavlen for over 100 kampe med tigeren på brystet.

…der kommer ekstra kolorit på dagens kamp, for FCN får igen besøg af vores skotske venner fra ”FCN Glasgow Supporters Club”. De følger altid FC Nordsjællands kampe hjemme fra Glasgow og kommer på besøg engang imellem. Velkommen til vores skotske fans i Right to Dream Park.